Det forekommer nærmest uvirkeligt, at USA skulle gå bankerot. Ikke desto mindre kan det uvirkelige blive til skræmmende realiteter, hvis ikke det lykkes de to fløje i amerikansk politik at nå til enighed i det budgetslagsmål, som netop nu opføres for åbent tæppe. Med hele verden som publikum.
Fristen for at nå en aftale om løsningen af USAs gældskrise er 2. august. For at afværge en bankerot skal det nuværende loft over den amerikanske gæld hæves, men de politiske fløje er rygende uenige om, hvordan det skal ske.
Ingen kan seriøst ønske, at den mægtige økonomi kollapser, og de fleste forventer da også, at en aftale vil falde på plads i sidste øjeblik, men lige nu tikker gældsuret i takt med, at beskyldninger og anklager afsendes fra begge politiske lejre: præsident Obamas demokrater på den ene side og republikanerne på den anden med en ilter Tea Party-bevægelse på sidelinjen.
Konsekvenserne af et sammenbrud er dramatiske. Udbetalingen af løn til offentligt ansatte stopper. USA vil ikke længere kunne honorere sine gældsforpligtelser, landets kreditværdighed vil få alvorlige skrammer, de ellers så sikre amerikanske statsobligationer vil dale i værdi, med ramaskrig på de finansielle markeder til følge. Der er arbejdspladser på spil og en ny, stor finansiel krise kan rykke tættere på.
Når dollaren, verdens største valuta, risikerer et frit fald, mærkes det ikke blot i USA, men globalt. Nervekrigen mellem Obama og hans modstandere kan f.eks. skræmmende hurtigt blive nærværende for de mange, der troede, at pensionsopsparingen var sikkert anbragt i amerikanske papirer.
For Barack Obama kan udfaldet af økonomi-forhandlingerne blive afgørende for hans fremtid i Det Hvide Hus. Obama har ikke brug for en ny finanskrise eller sammenbrud i økonomien op til det afgørende møde med vælgerne.
Det er forlængst blevet hverdag for USAs rockstjerne-præsident. Obama er blevet indhentet af de politiske realiteter og skal nu mobilisere alle kræfter på at nå et kompromis. Det hele kompliceres af, at republikanerne presses af Tea Party-bevægelsen, som pure afviser skattestigninger som svar på de økonomiske kvaler.
En Tea Party-bevægelse, der spiller højt spil for egen vindings og genvalgs skyld på et tidspunkt, hvor USA er i så alvorlige økonomiske problemer, er ikke et smukt syn. Det ville klæde bevægelsen at være sig sit ansvar bevidst nu.
Tiden er inde til, at der på tværs af politiske skel lyder et ’yes, we can’.