B.T. mener: Anbragte børn har krav på tryghed
Vold, forhånelse og massivt omsorgssvigt. Danmarkshistorien gemmer på mørke og uhyggelige kapitler om overgreb mod børnehjemsbørn. Overgreb udøvet af lærere og andet personale, der skulle være børnenes beskyttere i en svær tid uden mor og far, men som i stedet valgte at perfektionere kunsten at slå .
De rystende og nærmest ubegribelige beretninger om børnehjemsliv i Danmark i perioden 1945-1976 fremgår af en ny rapport fra Syddansk Universitet og Forsorgsmuseet i Svendborg. Som B.T. har beskrevet de seneste dage, var det bl.a. drenge anbragt på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland, der blev ofre for årelange overgreb.
Staten betroede Godhavn at passe på drengene, men svigtede ifølge rapporten fatalt at holde øje med, hvad der foregik bag hjemmets mure. Med rapporten som dokumentation kræver tidligere Godhavnsdrenge nu en undskyldning fra staten for at have vendt det blinde øje til i stedet for at leve op til sin tilsynspligt.
Men drengene, der i dag er mænd med tydelige ar på sjælen, venter forgæves. Socialminister Benedikte Kiær (K) beklager de grelle forhold, taler om ‘en sort tid for dansk socialpolitik’, men undskylde vil hun ikke.
Når det er umuligt at vride en undskyldning ud af socialministeren, der ellers fortæller, at hun ‘får gåsehud af at høre skildringerne af, hvad børnene har været udsat for’, er det selvsagt, fordi hun ikke skal nyde noget af at påtage sig et ansvar.
Datidens uhyrligheder blev praktiseret af ansatte, der gik langt over stregen, er analysen. Selvfølgelig skal undskyldninger fra staten ikke kunne trækkes i en automat, men Benedikte Kiær har næppe forklaret sig for sidste gang i sagen om børnehjemsbørnene.
Vi ved ikke, hvor mange børnehjemsbørn i Danmark der er blevet udsat for vold og overgreb i tidens løb. Vi ved heller ikke alt om, hvad der i dag foregår på de institutioner, der tjener som hjem for udsatte og svigtede børn. Derfor er det både velkomment og nødvendigt, at socialministeren nu vil bede op mod 100 anbragte børn om at fortælle, hvordan de oplever opholdet uden for hjemmet. Men skal børnenes stemme være et reelt redskab i bestræbelserne på at hindre nye rapporter fra ‘rædselshuse’, er det en vedvarende indsats og ikke et enkeltstående initiativ, der er brug for. Plus effektivt tilsyn og modige og ansvarlige voksne, der siger fra, hvis regler brydes.
I et velfærdssamfund som det danske har alle børn krav på et liv med tryghed og omsorg.
Alle ved jo, det ikke er den fine “Hattedame” fru Kjær, der er direkte indblandet i disse rædsler, men det er trods alt damen, der sidder på posten i dag. Så frem med en undskyldning, selv om du er en fin konservativ.
Det skal slet ikke være et disskutionsemne, hvorvidt disse gamle tragedier fra landets tidl. børnehjem, skal trækkes frem, det er jo det samme som at nedgøre de pinsler, mange børn har været igennem, oveni tabet af et hjem, med forældre og søskende.
Min mor blev født i 1921, og huskede fra sin egen ungdom, hvordan de forhutlede børnehjemsbørn, fremstod, og senere da jeg kunne lytte med, fik jeg mange beretninger fra de mørke sider i København, hvor efterkrigstiden, var ganske hård for mange børn, især de der ikke kunne være i hjemmene, men måtte tage til takke, med et tålt ophold blandt ligestillede, som jo så op i vores tid, er blevet trukket frem i lyset, som værende et levende helvede for disse mange stakkels børn, ingen rigtigt har forsvaret, og elsket.
Peter Sabroe, som ganske vist tilhører en anden tid igen, havde hjerte for disse børn, men han omkom først i 1900 ved en togulykke, og efter hans død, oprettede man en mindefond, som senere underbyggede Skive børnehjem.
Disse børn, der i dag er voksne, bidrager på hver deres måde til samfundet, det er ganske tarveligt, at man vover at udvande og lægge låg på, fordi ingen rigtigt vil røre ved emnet, men alle forstår kunsten, at vaske hænder.
Fru Kjær sidder nu på flæsket, og kan ytre sig, som det måtte behage, og det behagede altså ikke, at give en uforbeholden undskyldning, til disse danske medborgere, der igennem hele deres usle barndom og ungdomsliv, var underlagt en tyrannisk flok af følelseskolde ansatte, der behandlede disse børn og unge, efter forgodt befindende.
Filmene *Ditte menneskebarn’ samt filmen om Peter Sabroe, skildrer rigtigt godt børns barske vilkår op igennem 1900 tallet.
Børnehjem i vores del af verden, her op i vores tid, er nok bedre rustet til dagens lys, men et arbejde med børn og unge, kræver at det virkeligt er det man vil, fordi starten på livet, holder livet ud.
Der er næppe noget mere afskyeligt, end voksne, der mishandler børn og unge, men når den sociale arv, ikke bliver brændt over, så er det ofte en føljeton, blot med nye tider.
Generationerne skal bryde med dårlige sæder og skikke, så man undgår de ting, der ikke gavnede, og selv om der desværre altid vil være en form for børnehjem, så må man satse på, at tiderne og vores viden omkring børn og unges tarv, er sat så godt i søen, at det holder vand, men aldrig må arbejde med børn udenfor hjemmet, udføres uden alm. kontrol og indsigt.
Giv dog de mennesker en værdig undskyldning, som måtte lide den tort, at blive fjernet fra hjemmet, og anbragt sammen med ligestillede, og voksne, der vel dårligt ænsede deres tilstedeværelse og basale behov.
En undskyldning, fortæller mere om et menneske, end en undladelse af samme. Janne.
Ja, børn bliver vel anbragt for at få et godt og trygt liv, Eller hvad??
Mange ting er ikke forandret særligt meget,
Dog så får man jo ikke tæsk at stedets forstander og de ansatte mere,
Men ydmygelser og tæsk findes stadigvæk
Det er beskæmmende at se hvordan at nutidens politikere prøver at lægge afstand til tilstandene dengang for hvad med nutidens døgninstitutioner. Når de lokale sociale myndigheder giver fortabt og vælger at gemme deres fiaskoer væk på døgninstitutioner, hvad sker der så?
Vi ved fra rapporter der kun er få år gamle at der sker overgreb – også af seksuel karakter – på landets døgninstitutioner. Løse tal anslår et tilfælde mindst hver 14 dage året rundt. Det er ikke på grund af at voksne tager sig friheder. Her er man dog nået så langt at det kun er et fåtal hvor at voksne ansatte med tilsynsopgaver svigter som det f.eks. skete nede ved Skælskør. Det er idag børn som forgriber sig på andre børn. Det er en løsning på det problem, som kan besvares med et ord: Nomineringer! Der skal mere tilsyn på. Bliver det for dyrt må færre anbringes.
Vi ved også at fortegnelsen over episoder med magtanvendelse ikke bliver registret korrekt. Alt for ofte er det en mappe bagerst i skabet hos den ansvarlige ledelse på døgninstitutionen, der ikke kommer de tilsynsførende for øjne.
Vi ved at der mange steder slet ikke er en plan med en anbringelse. Hvad med efterværn? Når barnet fylder 18, så venter livet som hjemløs!
Hvad mon at systemet begynder at opføre sig ordentligt, + at de også begynder på NETVÆRKS- anbringelser, og at fordi forældren ikke lige magter opgaven perfekt, så betyder det jo ikke at resten af familien også skal kasseres
Jeg undre mig til stadighed over, at samvær mellem børnene og forældre + resten af familien, kun må være minimalt
Hvorfor ofre man ikke at støtte i familien? Er det mon fordi der her kræves af systemet, at de skal samarbejde, samarejde på andres præmisser også?? Jeg tror det
Hvem er de største tabere ved disse fjernelser, Ikke systemet, da de jo bare gå hjem klokken 15, og først møder op igen næste dag kl. 9.
Børn og dennes familie må leve med det hele døgnet
Må nu disse uhyrlige tvangs-fjernelser snart ophøre og blive til barnes bedste,Det er jo da trods alt også betydeligt billigere, og barnet bevare kontakten med hele familien og lære at vokse op i en familie
Jeg har selv et utal været anbragt i tidernes morgen, Sidste gang jeg blev anbragt, var i 1971 fordi min moder døde, Og hvor sendte man mig hen? Tjaeh, et pigehjem af værste skuffe, næstsidst sted inden rendestenen,
Min eneste forseelse var: min moders alt for tidlig død
For at overleve, blev jeg ligesom de andre, og ingen tog sig af, at jeg ikke ville skolen, osv, osv, osv
Jeg har arbejdet på et af disse lede børnehjem helt op i tresserne. Det er stadig ikke børnenes tarv at være disse steder. Kom så i gang med netværksanbringelser, men sørg først og fremmest for at der virkelig er behov for at anbringe børnene. Det sker alt for ofte at de anbringes uden grund.