Leder: Det gode liv

Er det i orden at opgive at redde et menneskeliv? Er det rimeligt, at læger på forhånd afgør, om patienter skal genoplives eller på intensivafdelingen, hvis hjertet pludselig siger stop? Vel at mærke uden at fortælle patienten om beslutningen.

Spørgsmålene er aktuelle, efter at det er kommet frem, at læger træffer beslutninger om liv eller død uden at spørge eller informere hverken patient eller pårørende. Det er TV2, der har kastet afslørende lys over de skæbnesvangre beslutninger, som er beskrevet i ‘kodesprog’ i patienternes journaler. I B.T. har vi også fortalt om 82-årige Lilly Hünemørder, der var indlagt på Herlev Hospital med en lungesygdom. Om hende besluttede lægerne, at hun hverken skulle overføres til intensiv eller genoplives i tilfælde af hjertestop, selv om hun ifølge sin egen journal selv ønskede hjælp. I dag fortæller vi om 75-årige Ruth Martens, der heller ikke kunne regne med livreddende hjælp på Herlev Hospital. Også hun var opgivet på forhånd, men altså hverken spurgt eller informeret.

Efter afsløringerne har hospitalets ledelse nu beklaget forløbene over for de to ældre kvinder. Det manglede da også bare. For det er tankevækkende, bekymrende og dybt kritisabelt, at så afgørende beslutninger kan havne i journaler, uden at lægerne, som lovgivningen foreskriver, ulejliger sig med at tale med patienterne om det.

Der træffes vanskelige beslutninger på danske hospitaler hver eneste dag. Der vælges og vælges fra. Og der kan være tilfælde, hvor yderligere behandling er udsigtsløs. Hvor patientens livskvalitet vil blive så ringe, at en beslutning om ikke at forlænge behandlingen kan være den rigtige.

Men det, som læger måske vil kalde professionalisme, kan andre forståeligt nok opleve som en kynisk forhåndskalkule. Ikke mindst når beslutningen om at opgive behandling træffes i lægernes lukkede rum, hvor der ikke levnes plads til samtalen med patienten eller de pårørende. Så kan lægernes hensyn til systemet og budgetterne synes større end hensynet til den enkelte patient.

I virkeligheden er det kritisable ikke, at der i en journal står, at der ikke skal forsøges genoplivning af en patient. Det kunne jo være patientens eget ønske. Det er vigtigt at holde fast i, at en dødssyg patient skal kunne sige nej til livsforlængende behandling.

Det kritisable er, hvis lægerne tager beslutningen hen over hovedet på patienten. Det er et umenneskeligt samfund, der ikke levner plads til samtalen mellem patient og læge.

4 kommentarer

  1. anette

    Patienterne skal være med i beslutningen om livsforlængende behandling. Det er bare ikke en beslutning, der tages af en læge i en journal. det er en beslutning patienten (ofte) selv har taget på et tidligere tidspunkt. Altså eget valg, som patienten må tage konsekvensen af.

    Patienter med alvorlige sygdomme på baggrund af misbrug, hvad enten det er fedme p.g.a. madmisbrug, rygning, alkohol eller andet, skal selvfølgelig være med i beslutningen om hvorvidt de skal have intensiv behandlinge eller hjælp i forbindelse med hjertestop. Beslutningen tages, når de gentagne gange har fået at vide, at de ikke vil overleve, hvis de ikke stopper deres misbrug. Vælger de at fortsætte misbruget er det patienten selv og ikke lægerne, der har taget beslutningen. Lægerne har bare skrevet den i journalen.

    Hvorfor skal samfundet hjælpe mennesker med at leve, sålænge disse mennesker dagligt prøvet at tage livet af sig.

    Nej vi skal hjælpe de mennesker der vil og kan hjælpes. Vi skal øge den forebyggende indsats og hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv. I den fase skal der til gengæld gøres ALT.

  2. Bo Rasmussen

    Det virker unægteligt temmelig hårdt og kynisk, når man som patient for påklistret en kode, som eliminerer genoplivningsforsøg!

    Men når vi så erfarer at det sker på baggrund af en lægelig vurdering, om at det kan være direkte skadeligt for patienten at forsøge……….

    så støtter jeg op om at lægerne ikke forsøger at genoplive en 82 årig som i forvejen holdes i live af piller og maskiner.

    Hvis en 80 årigs indre maskine stopper med at fungere – må det vel antages at personen har levet sit liv.

    At lægerne ikke omtaler deres koder for patienterne – viser jo bare at lægerne er mennesker med følelser. Det er da ikke rart, hverken for patient eller læge………og koderne er jo ikke for sjov skyld – vælg at se det som en lægelig beskyttelse for patienterne!

    Tv indslaget, hvor lægerne omtaler rollator og 3-4 hjemmehjælperbesøg pr dag – viser jo bare hvor svært lægerne har ved at tale om den reelle årsag til at de vil skåne patienterne………………..

    Sandheden kune være noget lig med:

    Fru Pedersen – vi er lægeligt nået frem til den konklusion – at skulle de under indlæggelsen, være så uheldig at blive ramt af apopleksi i hjernen eller hjertet – vil det være forbundet med store ricici for dem som patient – hvis vi prøver at genoplive dem – så derfor afstår hospitalet fra det.

    Her er jo tale om mennesker som i forvejen ikke kan klare sig selv – så man kan jo sætte spørgsmål ved om disse patienter kan svare fornuftigt for sig selv…………

    De fleste vil nok sige: Red mig

    Men er det et værdigt liv, at være lænket til iltslange og maskiner og leve de sidste 2-3-4 år i en hospitalsseng som en “grøntsag”

    Det er jo risikoen for disse patienter ved et genoplivningsforsøg.

  3. jan Eriksen

    Alt hemmeligt, på et hospital, er ikke iorden.
    Man brugte lægelatin, foruden som fagsprog, så at menigmand intet forstod.
    Min afdøde mor blev indkaldt igen og igen, til “underlivsundersøgelse”. Hun var nervøs hver gang,- og kunne ikke forstå hvorfor.
    Hun påtalte det for sin egen læge. han ringede til hospitalet, hvorefter hun ikke blev indkaldt mere.
    Hver gang var der mandlige læger, som så med.
    Så de brugte min mor som “undervisningsmodel”.
    Gjorde hende nervøs, og stjalte hendes tid.
    Der er brådne kar i alle lejre.
    En læge fra aalborg, udtalte, at han ikke kunne se noget forkerti, at man brugte denne fremgangsmåde, for at få studieobjekter.

  4. Dorte Jansen

    Hvem har udnævnt læger (eller andre, som mener sig berettiget til at tage bestemmelser på andres vegne) til dommer og Gud med ret til at dømme og afgøre om liv eller død.

    Hvad bilder selvretfærdige individer sig ind, at påberåbe sig retten til at afgøre om, hvorvidt andre mennesker har et indholdsrigt liv, er fede, ryger, drikker eller andet, skal dø eller leve.

    Vil de samme selvretfærdige heller ikke løfte en finger for en vanvidsbillist, som køre galt og kommer til skade. Vedkommende er jo selv ude om det. Og skal mennesker, der brækker ben og arme på en skiferie ikke behandles – de kunne jo bare lade være.

    Det er KUN en selv der skal afgøre om, hvorvidt der skal behandles eller ej. Og med det samfund og de medmenneskelige holdninger mange ligger for dagen, bør afgørelsen træffes før man blive syg og sårbar. Bør nedskrives og underskrives med vidner, så INGEN andre føler trang til at lege Gud eller læge Mengel.

Kommentarer er lukket.