Når stress får bukserne til at stramme

Normale mennesker taber sig, når de er stressede. Men ikke mig. Næh, nej.

»Hvad er der galt med dig, krop? Du er jo fejlkonstrueret…«

I mange år har jeg skældt ud på mig selv – og min krop, når den efter en travl periode gjorde det umuligt at få tøj på om morgenen.

Helt ærligt, jeg havde ting, der skulle nås, opgaver der skulle løses, og havde VIRKELIG ikke tid til at stå og skifte tøj for at finde et eller andet, der kunne lukkes.

Selvbebrejdelserne hang så tykt i luften, at den kunne skæres i skiver. Hver gang blev konklusionen, at nu måtte jeg simpelthen tage mig sammen og gå på kur. Men det var nok den dårligste idé – nogensinde.

For min krop havde jo ikke brug for skældud. Den havde det hårdt nok med familiekriser, lange arbejdsdage og en puls, der tordnede derudad. Den var i alarmberedskab, og det med at holde på fedtreserverne var faktisk rigtig godt tænkt af min krop. Set fra dens side kunne det jo godt virke som om, jeg kunne få brug for noget ekstra energi på et tidspunkt. Men jeg var slet ikke taknemmelig for dens betænksomhed. Nej, jeg blev gal og opstillede forbud og restriktioner, for den krop havde bare at makke ret.

Resultatet var forstoppelse, oppustethed og trøstespisning. Hvilket førte til endnu mere skældud. Med andre ord virkede det som håret på en svensker – slet ikke…

Jeg burde vide bedre, for det sker hver gang. Når jeg har travlt, tager jeg på. Det er pisseirriterende, men jeg må acceptere, at det er sådan, min krop virker.

Så nu prøver jeg en ny pædagogisk tilgang. Nemlig forståelse.

For en måneds tid siden blev travlheden igen intens. Helt forudsigeligt begyndte bukserne at stramme. Forøgelsen af omfanget kom pludseligt og kunne ikke forklares med, at jeg havde holdt kaloriefest, så jeg vidste, at det måtte være fordi, mit travlhedsniveau havde nået stresshøjde. Men denne gang skældte jeg ikke ud. Denne gang takkede jeg min krop for dens forsøg på at spare energi op. Takkede den for at gøre mig opmærksom på, at motoren kører på de høje nagler og skal have lidt ekstra kærlighed og omsorg.

Men jeg opstiller ikke flere ’må’ og ’skal’, som jeg nødvendigvis må bryde, fordi det er for hårdt. Og derfor døjer jeg ikke med dårlig samvittighed. Når maven bliver oppustet, er det tegn på, at jeg skal tage 10 minutters powernap. Og når sukkertrangen melder sig, tager vi lige en snak – min krop og jeg.

»Du er lækkersulten? Okay. Der er mulighed for at hente nogle nødder og rosiner, det giver mere energi…«

»Nå, det SKAL være de der skumjulemænd? Okay, men så snup du dem.«

Når tankerne begynder at rode, når kalenderen bliver uoverskuelig, eller når jeg sidder i bilen og pludselig har glemt, hvor jeg skal hen. Så er det et tegn på, at jeg skal tidligt i seng. Så er det slut med at sidde og arbejde om aftenen, for så er jeg forbi det niveau af travlhed, hvor jeg kan holde til den slags.

Er du bilist, kender du godt lyden, når man kommer til at køre bilen for langt ud i gearene. Så får den en skinger lyd og har svært ved at yde mere. Den mislyd kan man også lære at høre hos sig selv. Hos mig er det maven, der ’støjer’. Hos andre er det eksem, hovedpine eller muskelsmerter, der giver lyd. Lyt til din krop og tak den i stedet for at skælde ud.

For mig har min nye form for selvkærlighed ført til, at oppustetheden er minimal og min trang til søde sager kan – for det meste – overtales til et sundere alternativ. Hvilket var umuligt dengang, det var forbudt. Jeg sover mere, men min hjerne kører ikke i tomgang, når jeg er vågen.

I virkeligheden behandler jeg mig selv, som jeg ville behandle mine børn. Jeg hjælper mig selv gennem en presset periode med maksimal omsorg.

Stress vil vi alle sammen komme ud for i perioder. Og det kan vi sagtens tåle, hvis perioden er kortvarig og vi passer på os selv.

Kommentarer er lukket.