’Min mund sagde nej, men alt ­andet var i tvivl’

Da jeg for nogle år siden gabte over for meget og endte med at få stress, lærte min psykolog mig tre magiske ord. Ord, som ville gøre min tilværelse lettere. Ordene var:

1: Pyt.

2: Nej.

3: Hjælp.

Hun havde selvfølgelig helt ret. Det er frigørende at sige: ’Pyt med at her roder’ eller: ’Hjælp, det her er for svært at gøre selv.

Men så er der ’nej’..

Nej har vist sig at være en tricky størrelse, som jeg i årenes løb har bøvlet en del med. Selve det med at sige nej kom jeg hurtigt efter. Det var mere det med at få omgivelserne til at forstå, at jeg mente nej, der voldte problemer. For når folk er vant til, at man siger ja, så har de overraskende svært ved at blive afvist. De tror faktisk ikke deres egne ører og begynder at udbede sig svar på, hvorfor man siger nej.

Til at begynde med skiftede jeg mening ved det mindste pres. Hvis jeg ikke havde en god ’undskyldning’ for at sige nej, endte jeg med at sige ja alligevel. Eller jeg sagde ja og meldte mig så syg på dagen, fordi jeg vitterligt ikke kunne rumme at gøre det, jeg egentlig havde afslået i første omgang. Imens blev jeg mere og mere skummende af raseri indeni. For hvad bildte de sig egentlig ind… at presse mig til noget, jeg ikke ville

I en senere periode endte mine nej’er i forbitrede forsvarstaler og i venskaber, der løb ud i sandet. For jeg ville ikke finde mig i det mere. Et nej var et nej. Uanset hvad det handlede om.

Når venner bad mig hente deres børn i børnehaven:

»Jeg kan ikke selv nå det, og du er den eneste, jeg kan spørge,« lød det i telefonen.

»Det passer ikke, men jeg er den eneste, du vælger at spørge. Du har andre mennesker omkring dig,« svarede jeg.

»Men lille Vincent er jo så glad for dig,« fremturede min ven.

»Jeg sagde nej.«

»Men…«

»NEJ!!!«

Eller når jeg blev træt af at høre folks endeløse brok over deres kærester:

»Nu har du øffet over det samme i to år. Jeg vil ikke høre mere på det. Skid eller stå af potten,« kunne jeg pludselig høre mig selv sige.

»Men jeg har brug for at snakke om det,« lød svaret.

»Super. Men jeg har ikke brug for at høre mere negativt pis. Hold op med at involvere mig.«

Det blev enormt konfronterende. Og virkelig opslidende.

Når forhold slutter, uanset om det er parforhold, arbejdsforhold eller venskaber, er det altid en god idé at kigge på sit eget medansvar for, at det ikke gik. Det gjorde jeg også. Overraskende nok viste det sig, at det ikke kun var dem, der ikke ville acceptere mit nej, der var idioter. (Selvom det selvfølgelig mest var de andres skyld…) Jeg måtte erkende, at jeg havde sagt nej forkert. For jeg havde ikke følelserne med, når jeg sagde fra. Min mund sagde nej, men alt andet i mig var i tvivl om den udmelding.

For jeg var faktisk ikke helt sikker på, at det var okay. Efter et langt liv, hvor det at være sød og hjælpsom har været en forsvarsmekanisme, der virkede perfekt for mig, var den svær at lægge fra sig. For ville folk dybest set kunne lide mig, hvis jeg ikke satte mig selv til side til fordel for at opfylde deres behov? Jeg hvilede overhovedet ikke i mit nej.

Men det satte jeg mig for at lære. Vi har alle sammen venner, som vi sjældent beder om hjælp, fordi vi ved, at deres svar ofte er nej. De kommer ikke med forklaringer eller får det skidt med at sige nej. De gør det bare. Og intet ved dem inviterer til at begynde at overtale dem til det modsatte. Det er fordi, de mener det, de siger. Det er mennesker, der ikke har svært ved at rumme den positive egoisme. De mennesker har jeg lært at kopiere. Jeg tænker på, hvordan de ville give et afslag og kopierer deres tonefald. Det virker. Efterhånden stemmer mit kropssprog overens med dét, jeg siger, derfor er det efterhånden sjældent, jeg skal retfærdiggøre et nej.

Ordene: Pyt, nej og hjælp tager lidt tid at lære, men de gør faktisk livet lettere, og de gør dig gladere. Prøv dem.

Kommentarer er lukket.