Vi er ALT for opmærksomme på vores børn

Findes der noget værre end unge menneskers arrogance? Det skulle da lige være deres forældres bekymring, når de møder den. For hvorfor SKAL lille Frederik absolut købe den rustne og ulovligt, sænkede Golf, der skal synes om en måned, når han kan få farfars nysynede og velholdte Skoda for det halve? Gavmildt deler vi ud af vores egne dyrekøbte erfaringer og fortæller, at det er penge ud ad vinduet. Mens han kun vrænger: ’At det bliver en kold dag i helvede, før han skal ses i en Skoda’.

Når man går på jagt har man høreværn på, der lader små lyde slippe igennem, men lukker de høje ude. Sådan et udvikler børn helt naturligt i 13-14 års alderen. Høreværnet sorterer effektivt voksne menneskers ’larm’ fra, mens vennerne høres klart og tydeligt. Faktisk forstærkes ethvert udsagn, der har en forurettet eller bedrevidende tone… I ungernes optik, har de ret til at have det sådan, for vi voksne fatter jo INTET af, hvad livet i virkeligheden handler om.

Jeg var selv ligesådan. Jeg husker en ophedet diskussion mellem mig og min kærestes Moster Vibeke. Jeg var 16-17 år, og proklamerede højlydt og indigneret, at JEG i hvert fald aldrig skulle have et uværdigt job. Jeg ville hellere sulte, end at sidde bag kassen i Netto – som om jeg ville spilde min intelligens på sådan et hjernedødt job… Nu skal det lige indskydes, at jeg er vokset op i et miljø, hvor bistandshjælp også var et karrierevalg, så jeg så faktisk lidt ned på idioterne, der gad tage den slags job.

Alle generationer begår fejl i opdragelsen af deres børn. (Det er en naturlov, der sikrer, at psykologer altid har arbejde). Min generation er vokset op med forældre, der havde travlt med at realisere sig selv. Voksne, der blev skilt og rejste verden rundt og glemte alt om, at vi børn sad bag i bilen, når de pulsede løs på deres majspiber. Den opvækst har affødt en naturlig modreaktion. Da min generation blev forældre, ville vi rette op på det, ved at være opmærksomme på vores børns behov. Men vi har været AAAALT for opmærksomme. Det mærker vi nu, hvor lille Mathilde og Noah er ved at være voksne, og synes det er SÅ uretfærdigt, at vi ’ligesom ikke tager hensyn til, hvordan DE føler’.

De har fået nok af os, meddeler de og har besluttet at flytte hjemmefra. Ud i det forjættede land, hvor ingen siger, at de skal støvsuge eller være hjemme før kl. 12. Her møder de for første gang i livet alvorlige modstand. For de har ikke råd til at flytte. Først nu går penges værdi, for alvor op for dem. For vi forældre har brugt en uforholdsmæssig stor del at vores indtægt på at give dem – først. Derfor tror de faktisk, at almindelige mennesker har råd til at købe en MacBook. Derfor tror de, at det er en selvfølge, at de skal have en ny telefon, hvergang der kommer en ny model. Og derfor griner de af forældrenes oldnordiske mobiler – for de forstår ikke, at vi har dem, fordi vi ikke har råd til at købe nyt til os selv…

Vores fejl er at vi aldrig har lært vores børn at tage fra. Først i voksenlivet får vores unge mulighed for at træde i karakter og reagere på modgang. Når de møder livets realiteter, er det som et cykelstyrt, hvor arrogancen bliver skrabet af dem, som en gigantisk og smertefuld hudafskrabning. For i voksenlivet er INGEN interesserede i, hvad de gerne vil. I voksenlivet må man gå sulten i seng, hvis man har været på café tre gange efter lønningsdag. Nogle af dem vil droppe deres uddannelser, til fordel for et her og nu job, fordi kravene om behovsudsættelse er for hårde. Andre vil udvise kampgejst og fortsætte den ydmyge studietilværelse og acceptere, at frihed koster ansvar.

Men det er ude af vores hænder, vores rolle er udspillet. Som generationer før os, kan vi bare se til i åndeløs spænding, mens de flyver fra reden på deres alt for spinkle vinger. CS

Kommentarer er lukket.