Det er ikke farligt at være bange

Somme tider er der noget, man rigtigt gerne vil. Men somme tider er dét, man gerne vil skræmmende… Fordi man ikke er sikker på, hvordan man gør. Sådan har jeg det tit.

Jeg kan stå og kigge på alt det fantastiske, der ligger ude i horisonten. Jeg vil gerne derud, men der er langt. Vandet er dybt. Og måske fyldt med hajer.

Men bedst som jeg overvejer – for og imod, kommer min underbevidsthed og skubber mig i vandet. Heldigvis.

 

Ih, hvor har jeg tit plasket rundt dernede, hvor der kun var én mulighed: ’Svøm for helvede…’

Sådan var det for seks år siden, da jeg købte et hus. Jeg havde knoklet som et svin, levet på en sten og havde endelig penge til at føre min drøm ud i livet. Jeg burde være glad, men da flyttefolkene var gået, og jeg sad alene mellem alle kasserne, var det eneste jeg følte – panik. Da jeg stoppede på CBS for at leve af at skrive sjove manuskripter – panik. Da jeg solgte huset og købte en gård på landet – panik. Panik, panik, panik…

 

Men efter en tid bliver det hverdag. Jeg opdager, at selvom vandet er dybt, kan jeg sagtens svømme. Så ligger jeg en stund og plasker rundt, og soler mig i, hvor meget jeg har opnået i mit liv. Hvor mange mønstre jeg har brudt, siden jeg var lille og mine forældre havde så svært ved at overskue mig, at jeg i perioder boede på børnehjem. Jeg roser mig selv for mine sejre. Og er oprigtigt forundret over, at sådan en lille snottet andengenerationsindvandrer har opnået alt dét, som jeg har.

 

Men det bliver hurtigt kedeligt at pille navle. Og det har egentlig aldrig interesseret mig synderligt at kigge tilbage. For der er mange langt mere interessante ting ude i horisonten. For hver gang jeg opnår noget nyt, bliver horisonten på forunderlig vis flottere og vildere. Jeg må derud. For der er flere eventyr, der venter.

 

I øjeblikket er jeg på dybt vand som nyudsprunget instruktør. Uden svømmevinger har jeg kastet mig ud i at instruere en tv-serie for børn. En serie på sindssygt mange afsnit, som skal optages på sindssygt kort tid.

Jeg møder folk, der siger, at jeg er heldig. De siger, at mulighederne kommer lettere til mig, fordi jeg ’har foden indenfor de rigtige steder’. Det gør mig edderrasende. Jeg ved præcist, hvor jeg har lyst til at plante den fod… For prøv at hør, Basse. Min fod er, hvor den er, fordi jeg har taget et skridt fremad. Og endnu et – og så lige et til. Når jeg får lov til ting, er det fordi, jeg tager mod til mig og beder om det. Og jeg bliver bedre, fordi jeg tør at lære noget nyt.

 

Min eneste unikke fordel er min rædsomme barndom. Man siger, at folk skal tænke ud af boksen. Jeg vil vove den påstand, at de af os, der er vokset op uden en boks, har lettere ved det. Hvis ingen voksne skaber trygge rammer, skaber man dem selv. Også selvom de bliver skæve og grimme, fordi man ikke har nogen anelse om, hvordan sådan nogle rammer plejer at se ud. Ydermere vænner man sig til at være bange. Man lærer, på den hårde måde, at verden går videre, uanset hvor bange man er. Omsorgssvigt giver en hel del robusthed og kompetencer. Men jeg er ret sikker på, at der ikke er nogen, der er misundelige på den ’fordel’.

 

Jeg har lært, at livet begynder, når man ikke flygter fra ’bange’. Alle, der har opnået noget stort, har været bange undervejs. Men ’bange’ er ikke farligt. ’Bange’ er en følelse – og følelser går over. ’Bange’ kan man vænne sig til.

Så står du i vandkanten og ser mod en fristende horisont? Så gå ud i vandet. Svøm! Det eneste du kan gøre forkert, er at gøre ingenting.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.