Jeg udfordrer mit flugtinstinkt

Jeg tror ikke, jeg har mødt et menneske, der ikke kender til følelsen af ikke at passe ind. Vi har alle prøvet det. For de fleste er det en kort usikkerhed, som hurtigt går over. For andre er det en følelse, der bliver siddende i kroppen. Selvom man har været del af et fællesskab i årevis, er det bare som om, de andre hører mere til i gruppen, end man selv gør. Sådan har jeg det…

Uanset i hvilken sammenhæng, jeg deltager, føler jeg aldrig rigtigt, at det er MIN gruppe. Jeg føler altid, at jeg er på besøg. Det er ikke underligt, at jeg har det sådan. Da jeg var barn, flyttede vi konstant. Jeg skiftede skole otte gange. Da jeg var 19 år havde jeg boet 21 steder. Når jeg flyttede ind et nyt sted, var jeg altid bevidst om, at det var til låns. At jeg ikke skulle knytte mig for meget til folk, for de ville forsvinde igen. Når andre mennesker forsøgte at knytte sig til mig, trak jeg mig – for at beskytte dem (og mig selv) mod skuffelsen, når jeg flyttede. Det var synd for dem, at de ofrede energi på at lære mig at kende eller bekymrede sig om, hvad jeg tænkte og følte, for det var jo spild af venskab.

For at aflede opmærksomheden, lod jeg altid samtalerne handle om dem. De opdagede sjældent, at jeg faktisk ikke delte ud af mig selv. Jeg var ikke bevidst om, at jeg gjorde sådan. Jeg bildte mig selv ind, at det var de andre, der ikke havde lyst til at ’bonde’ med mig. Ikke fordi de holdt mig udenfor, jeg var altid velkommen. De andre havde bare mere tilfælles, tænkte jeg. Nogle gange kunne jeg godt blive misundelig over, hvor hjemme de andre følte sig – i studiegruppen, på arbejdet, i mødregruppen – og alle de uendeligt mange andre fællesskaber, jeg har været en del af igennem livet.

Følelsen af at skille mig ud. At være på tålt ophold, har fået mig til at melde afbud til fester (’De inviterer mig jo kun af høflighed’), at undlade at invitere andre end mine allernærmeste venner til fødselsdage (’De vil synes, jeg er sølle, når jeg inviterer nogle, jeg ikke kender særligt godt’) og at undlade at følge op på ’vi må også snart ses’-kommentarer (’Hvis de virkeligt gerne ville se mig, ville DE nok ringe’).

Men nu har jeg fået udfordret mine flugtinstinkter. Jeg har boet det samme sted i to år, og de ekstremt søde naboer rykker tættere på. Vi hjælper hinanden og vi har det skide sjovt sammen. Der er et nyt fællesskab, der samler sig om mig. Og jeg bliver utryg. Rastløs skimmer jeg boligannoncer – selvom jeg bor det mest perfekte sted i verden.

Men nu må det være nok. Derfor stirrer jeg Utrygheden direkte i øjnene og spørger for første gang nogensinde, hvad den egentligt har gang i?
»Jeg prøver bare at beskytte dig, hvis du knytter dig til nogen, vil det gøre ondt. Alle forsvinder, før eller siden. Jo mere du holder af dem, des mere ondt vil det gøre,« siger den panisk.
Jeg værdsætter dens omtanke, men beroliger den.
»Jeg er voksen nu. Jeg bestemmer selv, om jeg vil blive i et fælleskab.«
»Men du er jo underlig,« fremturrer den.
»Du passer ikke ind…«

Men kære Utryghed. Jeg har genenmskuet dig… Den eneste der tænker sådan, er jo dig.
Det er sandt. Det er MIG, der har bestemt, at jeg ikke passede ind i fællesskaberne. Det er MIG, der ikke gjorde mig umage med at fastholde kontakten, eller sige ja tak til invitationerne. Det var min angst for at miste, der gjorde, at jeg ikke turde lukke andre mennesker ind. Men det er slut nu.

I torsdags holdt vi Sankt Hans på vejen. Jeg kiggede rundt på mine naboer og kunne mærke en ro brede sig i kroppen. For jeg hører til her.
Sådan er det med fælleskaber. Hvis du vil høre til, må du deltage. Andre kan ikke gøre det for dig, mens du ser til udefra.

CS

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.