Det SKAL gå ud over børnene

Jeg er afhængig af mine børn. Ikke på den klistrede måde, hvor min lykke er afhængig af, at mine børn konstant skal bekræfte mig. Det er mere på et praktisk plan.
Min hverdag hænger kun sammen, fordi ungerne giver en hånd. Også selvom de er flyttet hjemmefra.

Det er meget gammeldags… Sønnen skal komme hjem for at bære tunge ting og hænge hylder op. Mens datteren overtager dyrepasningen, hvis jeg er væk hjemmefra. Men det er godt, og det er sundt for os alle. Det er jeg sikker på. For det giver selvværd at have en uundværlig funktion i en familie.

Mine børn ved, at de er vigtige, for at vores familie fungerer. Alle har brug for at være vigtige – især i familien. Din familie kender dig på godt og ondt. De kender dine styrker og svagheder. Når de bliver anerkendt, vokser en indre styrke, som er helt adskilt fra tanker om udseende, karakterer eller hvor højt man scorer på popularitetsskalaen. I familien bliver man set. Måske.

For det ligger i tiden, at vi fjerner børnenes værdi. Børnene skal fredes. De skal leve et fritidsliv, fri for bekymringer og med så få pligter som muligt. ’Der stilles så høje krav til børnene med test – og nu også heldagsskolen. Derfor må vi holde deres tid hellig og fritiden – fri til leg,’ lyder forklaringen. Det lyder så rigtigt. Men det er knusende for ungernes evne til at klare sig senere i livet.

Vi prøver at beskytte dem, når vi siger, at det i hvert fald ikke skal gå ud over lille Jokum, at mor og far skal skilles, eller at vi har valgt at få fire børn, eller at far har klumpfod, eller hvad pokker det nu kan være. Men det er en kunstig virkelighed, vi tilbyder ungerne. For det går ud over dem. For de er en del af familien og en del af forandringen. Lad dem lære at håndtere følelser, som sorg, vrede og skuffelse, ligeså vel som vi lærer dem at føle glæde og kærlighed. Hvis de lærer det, lærer de også at acceptere sig selv.

Man skal selvfølgelig ikke delagtiggøre børn i sine bekymringer, men man skal delagtiggøre dem i den virkelighed, de er en del af. Når ting ændrer sig, så ændrer deres verden sig også. Den nye verden skal man hjælpe dem med at acceptere og navigere i. Vi skal ikke slå knuder på os selv, for at de ikke skal kunne mærke forskel.

Lad dem også deltage i hverdagens bekymringer og trivialiteter. Sig ’vi har ikke råd lige nu’. Lad dem købe ind og lave mad. Lad dem hente den mindste i børnehaven. Lad dem sortere vasketøj. Lad dem ringe og bestille tid hos lægen. Uden ynk og uden undskyldninger. Det er ikke synd for børnene. Det er en gave, du giver dem. For du viser dem, at de er kompetente og at deres tilstedeværelse har betydning.

Teenageren vil vrænge: ’Hvorfor skal JEG gå med hunden? Det er ikke mig, der har valgt at få den.’ Så trækker du på skulderen og siger: ’Nej. Det har jeg. Jeg er overhoved i den her familie, og jeg har valgt, at vi har hund. Når du flytter hjemmefra, bliver du overhoved, og så vælger du.’

Mine børn ved, at jeg har gjort, hvad jeg kunne som enlig mor. De bebrejder mig aldrig de ting, der ikke var mulige. Tværtimod takker de mig, for at have rustet dem til at møde op- og nedture. Selvom vi nu er flyttet hver til sit, hjælper vi hinanden og værdsætter hinandens evner. For vi er afhængige af hinanden i vores familie. Og det er jeg stolt af.

CS

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.