Jeg skal tilbage til hverdagen

Ajjjj… jeg gider ikke… yoga idag. Mundvigene følger det aldrene patværks rute mod gulvbrædderne.

’Hvorfor er det så håååårdt at komme igang.’ klynker jeg, mens jeg endnu engang scanner hjernen for en plausibel undskyldning for at melde afbud.

Der er ingen. Den eneste undskyldning er min egen ugidelighed. Og den holder ikke længere.

Med skilsmisse, min stedfars død, indlæggelse og en omgang hundehvalpe har mit fokus i lang tid absolut ikke været rettet mod at leve sundt og huske at få motion. Det har mere været rette mod, at trække mig ud af sengen og få gjort alle de ting, der var mere presserende end et voksende bildæk og et par lårbasser, det bliver sværere og sværere at presse ned i de joggingbukser, der engang var ’oversized’…

Jeg har været så træt.

For at hænge sammen er der blevet hældt ustyrlige mængder kaffe og sukker indenbords. Med det resultat, at mit blodsukker har taget nogle ordentlige rutchebaneture. Det har gjort mig endnu mere træt.
Jeg er et oplyst menneske – det er ikke fordi, jeg ikke kender konsekvensen af et eskalerende sukkerforbrug. Men fakta er, at jeg spiser søde sager, når jeg er stresset. Og det må jeg godt. Har jeg bestemt.

For man skal vælge sine kampe, og kun tage de vigtige – dem man har en realistisk mulighed for at vinde. Erfaringen hjælper én til at vælge de rigtige. Det kan godt være at tyngdekraft + tid ikke gør gode ting ved kroppen. Til gengæld bliver sindet mere ’groundet’, og i stand til at modstå tidens sundheds- og slankehysteri. Heldigvis.

Jeg HAR prøvet at tvinge mig selv til at leve sundt i spidsbelastede situationer. Med det resultat, at jeg spiste sundt i to timer. Mens jeg brugte resten af dagen på at skælde mig selv ud over, at jeg ikke kom ud at løbe eller at jeg kunne finde på at skrælle en roulade som en banan og æde den direkte fra pakken. Resultatet var, at jeg udover det pres, jeg i forvejen var under, også følte mig som en ’slap taber’. Hvor latterligt.

Man skal ikke tale dårligere til sig selv, end man ville gøre til sine venner. Og dem ville man sgu godt kunne forstå, hvis de lod stå til i en hård periode. Det virker faktisk meget bedre end skældud – at forstå sig selv. Og lave en aftale med sig selv om, at så længe undtagelsestilstanden står på, må man gøre alt dét, der kan trøste én.

Men så kommer den svære del. At vænne tilbage til hverdagen. For mig er det tid til hverdag – nu. Hvalpene er afleveret til deres nye, dejlige familier, der er ingen kriser, der skal klares. Nu er der bare mig og hverdagen. Så nu er det på sin plads at sige: ’Op af sofaen dit fede læs.’ Og jo, dét ville jeg også sige til mine venner. (Sjovt nok har jeg ikke så mange…)

Hvis sukker- og dyneafhængigheden skal brydes, er der kun én ting, der virker. Fysisk aktivitet. Når først jeg begynder at motionere, kommer lysten til at gøre noget godt for min krop i takt med, at jeg mærker de begrænsninger min vægt, min dårlige kondi eller mine andre fysiske skavanker sætter for mig. Når jeg får gang i motionen og bliver afhængig af, at min krop fungerer, kommer lysten til at spise sundere – af sig selv. Med andre ord, når jeg gør noget af lyst og ikke af angst, så kommer resultaterne sig selv.

Jeg véd, at det virker. Og at jeg bliver så glad.

Jeg har været her før. Jeg gider stadig ikke, men jeg gør det.

Den her kamp – den vinder jeg.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.