Hvil i fred, Rebecca

Søde, kloge, stærke Rebecca. Det var ikke meningen, at du skulle dø. Det var meningen, at du skulle blive glad og tro på livet. Du var så godt på vej. Vi var så mange, der elskede dig og troede på dig. Men det gjorde du desværre ikke selv. Du tog dit eget liv. Blev kun 16 år. Det er ikke retfærdigt.

Jeg havde en mor, som elskede mig. Desværre var hun misbruger. Uanset hvor gerne hun ville, kunne hun kun passe på mig i de perioder, hvor hun kunne tøjle sin afhængighed. Det var desværre aldrig ret længe ad gangen. Min barndom var en rutchebanetur mellem himmelske eventyr, hvor min mor lavede skattejagter, bagte kanelsnegle og hinkede ned til købmanden (med en omvendt pibe i munden og en sok på hovedet, fordi hun havde tabt i ’den som flaskehalsen peger på’), til rædselsfulde helveder, hvor hun ikke kom hjem i dagevis. Hvor hun, stofpåvirket, faldt i søvn med hovedet i aftensmaden. Og hvor jeg blev tvangsfjernet og kom på børnehjem.

Jeg har brugt en stor del af mit voksenliv på at lære, at det ikke var min skyld. At jeg er værd at elske. På at lære at turde knytte mig til andre. Jeg har været åben om min baggrund, for der er mange, der vokser op, som jeg gjorde. Èn af dem var Rebecca.

Rebecca kontaktede mig på Facebook, fordi hun havde læst min historie og ville høre, om jeg troede, hun også kunne få et normalt – og lykkeligt liv. Det gjorde jeg, og det blev begyndelsen på et online venskab, som betød meget for mig, og som rykkede helt vildt meget ved Rebeccas opfattelse af, hvad der var muligt. Hun begyndte at åbne sig for sine terapeuter, begyndte at tro på, at der fandtes plejefamilier, der ikke bare tog hende for pengenes skyld, hun prøvede at få kontrol over sin spiseforstyrrelse og sine tanker om døden. Hun fik en plejefamilie. En fantastisk en af slagsen, som elskede hende og støttede hende. Hun begyndte på gymnasiet, fik flotte karakterer og søde venner.

Jeg skriver i datid, for den 5. maj 2015 tog Rebecca sit eget liv. Hun kæmpede og kæmpede for at føle sig normal. Men uanset hvor meget vi alle holdt af hende, følte hun sig forkert. Hun følte, at det, hun havde været udsat for, aldrig ville kunne viskes så meget ud, at hun kunne passe i verden. Rebecca blev kun 16 år. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal holde op med at græde.

Det værste er, at jeg godt kan se, hvorfor hun følte sig udmattet. Tænk, at have arbejdet sig gennem de hårde timer hos psykologen, at få så meget tro på livet, at tanken om et almindeligt teenageliv er inden for rækkevidde, og så opdage, at der venter en endnu større og endnu mere uoverskuelig kamp forude. Kampen, som de ’almindelige’ teenagere kæmper, og som ikke bare handler om at være normal, men om at være perfekt.

Min datter er jævnaldrende med Rebecca. Hun fortæller mig, at unge opfatter selvmord som en acceptabel løsning, hvis ikke de kan indfri de (fuldstændig umulige) forventninger, de har til sig selv. Det gør ondt at se, hvordan en hel generation lider af angst for skævheder, svagheder og øvrige usikkerheder. Via de sociale medier undergraver de kollektivt deres selvværd. Ved at udstille sejre og fortie nederlag hjernevasker de sig selv – og hinanden – til at tro, at normale unge udelukkende får 12-taller, altid ser perfekte ud og altid har de nyeste Apple-produkter.

Vi voksne skal – og må – blande os. Vi skal vise dem, at verden bliver rigere af forskelligheder, og at der er plads til os alle. Uanset hvor gode vi er til matematik eller fodbold, uanset om vores forældre er speltfanatikere eller alkoholikere, og ligegyldigt hvordan vi ser ud. Vi skal belønne vores børn for at følge deres hjerter og for at være empatiske. Det med at presse dem til højere karakterer og hastigt gennemførte studier, det må politikerne tage sig af. Vores opgave er at elske vores børn, så de er i stand til at møde sig selv – og verden – med kærlighed og rummelighed. Perfektion og selviscenesættelse er ’so last year’, det skader vores børn. ’Almindelige leverpostejsunger’ får dårligt selvværd. Men de udsatte børn bliver grundigt ekskluderet, hvis ikke vi begynder at leve med hjertet forrest.

Rebecca spurgte mig tit, hvor længe der gik, før jeg følte mig normal. Jeg svarede altid, at det bliver jeg forhåbentlig aldrig. Vi skal lære vores børn, at lykke handler om at værdsætte sig selv. Ikke om at være perfekt. Der er ingen, der må tro, at de er for forkerte til at leve.

Hvil i fred, min engel. Du var elsket – mere end du kunne forestille dig.

82 kommentarer

  1. Dennis

    Meget velformuleret. Er fuldstændig enig i alt hvad du skriver. Mig og min kone er meget rørt.

    Svar
  2. Jeanne Rosendal Christensen

    Jeg sidder her med tårer i øjnene. Den gik helt ind under huden på mig. Jeg er er helt enig i at vi er nødt til at gribe ind og lære børn og unge at det er ok at skille sig ud fra mængden, at vi ikke alle skal eller kan være lige gode til det hele, men at vi alle har ting vi er gode til. Jeg har ikke selv haft et let liv og kan (desværre) sagtens sætte mig ind i Rebeccas situation og hvor er det tragisk at det skal komme så vidt at hun følte sig nødt til at gøre en ende på sit eget liv. Sådan er der ikke nogen der fortjener at have det. Mine tanker går til de efterladte, må de finde trøst i hinanden

    Svar
  3. Susanne Holm

    Jeg sidder her med en klump i halsen og tårerne løbene ned af kinderne og jeg har svært ved at se hvad det er jeg skriver; jeg har ingen ord for hvad du må føle lige nu, Christina og hvad Rebecca har følt…kan kun sige at nu er hun et sted hvor hun IKKE skal passe på ikke at passe ind, selvom det ville være ønskeligt at hun var blevet her på jorden…..Hvil i fred Rebecca <3

    Svar
  4. lone

    hvor er det trist…. godt hun havde dig <3

    Svar
  5. Bente rieck

    Der er så mange unge skæbner der ikke kan leve op til det som vi, politikere, forældre, medier, , kommuner, reformer, skoler, verden har skabt til dem. Hvor er det forfærdeligt, at børn ikke får lov til at være børn, teenagere, unge og voksne. Hvorfor er der ikke plads til forskellighed, hvorfor kan vi ikke bare få lov at være os som dem vi nu er født som og ikke som I vil have os til at være. Hvorfor skal vi ligne dig.
    Hjælp istedet de unge og vis dem kærligheden, forskelligheden og ærligheden.

    Svar
  6. Bodil

    Selvmord er så ubærligt for dem der skal leve videre. Det lyder som du gjorde en fantastisk indsats. Og du har så ret i alt hvad du skriver.

    Svar
  7. GSM

    Endnu en gang ser man er trist eksempel på, at man tager meget mere hensyn til en uansvarlig moder end til barnet.
    Barnet skulle jo have været bortadopteret straks problemenerne viste sig, tvangsbortadopteret uden mulighed for narkomanen at have kontakt med det stakkels barn for ikke at ødelægge det.
    Jeg FATTER ikke, hvorfor man er så optaget af den uansvarliges evt. ret til at ødelægge et uskyldigt barn. Hvordan gør børn sig fortjent til at skulle ødelægges????

    Svar
    • Lene

      Moderen er jo også et offer – døm ikke et menneske du ikke kender historien bag GSM

      Svar
      • Vivian

        Ja,moderen er et offer.Men det vigtigste må være at redde barnet.Et lille væsen der først lige er klar til at lære livet at kende.Hendes mor havde jo valgt.Valgt stofferne,og derfor valgt barnet fra.Moderen er osse en stakkel,men det vigtigste må være at redde barnet

        Svar
        • Jasha

          Moderen skulle måske også have været reddet da hun selv var barn – og ligeså hendes moder… Der er ingen der “vælger” at være en dårlig forælder – der ligger altid en trist skæbne bag.

          Svar
    • Mette

      Hvor ignorant skrevet! -Gud, hvor bliver jeg dog både vred og forarget over det, du udtrykker.

      Svar
      • Anne-Lise

        Hvad er så forargeligt i dette ? Det er jo så rigtigt, glad for jeg ikke er teenager i dag….

        Svar
    • afu

      det er Christinas mor som var narkoman – vi får ikke at vide hvori Rebecca var svigtet. Og selv om det måske er sagen uvedkommende, så synes jeg dog ikke det giver mening at dømme nogle ukendte mennesker for ukendte svigt.

      Jeg håber Rebecca har fundet fred med sig selv “på den anden side” – og min dybeste medfølelse til de som kendte og holdt af hende

      Svar
  8. Jeroen

    Det er rigtig flot skrevet. Tankevækkende.
    Hulens trist at det skal ende sådan for et ungt, skønt menneske.
    Jeg har selv børn som jeg skal forsøge at støtte i at træffe de valg, som er gode for dem.
    De ting du skriver er på een gang så rigtige, men også svære at leve op til.
    Vi er så vante til at blive vurderet på vores udseende og fremtoning. Men, også til selv at bygge vores fornemmelser og holdinger på den slags flygtige første indtryk.

    Din egen præsentation af dig selv på bloggen præsenterer netop dette skisma. Speltmoderen, med dyrepark, børn og kæreste som lige er flyttet på landet. Det er svært ikke at falde i med det samme…Forfatter, komiker og foredragsholder. Vi vil så gerne fremstå i et godt lys. Så man får næsten lyst til at spørge om ikke også du har et sidste nyt Apple-produkt? Ved at fremstille sig selv så perfekt lægger vi jo netop et pres på andre i forhold til at leve op til visse standarder.

    Så dette er kommentaren fra manden, der har et navn som næsten ingen i Danmark kan udtale. Som er ved at få tyndt hår i toppen. Som har en tand, der skal rodbehandles. Og som er igang med at tage en uddannelse fordi jeg tidligere i mit liv på nogle måder var ude af balance på en måde, der gør at tingene skete uden at det helt gik i den retning jeg kunne ønske mig. Jeg bor i et hjem som kunne trænge til grundig oprydning og rengøring i en grad der gør at jeg helst ikke inviterer alt for mange mennesker hjem.

    Jeg gider ikke face-book fordi jeg synes at det netop handler om hele tiden at vise hvor lækker man er og hvor interessante ting man laver i sin fritid. Jeg vil for alt i verden ikke have et sådant pres på mig. Jeg kæmper en balance mellem på den ene side at være så normal som muligt. Men, på den anden side for alt i verden ikke at være som alle de andre. Men, jo; jeg må erkende at jeg har en profil på et kendt medie til selmpromovering i arbejdsmæssig sammenhæng og der falder jeg selvfølgelig selv i alle fælderne. For det er jo netop det som disse medier går ud på. At forsøge at sætte dig selv i et godt lys…

    Svar
    • Tine

      Befriende, at der er nogen der vil flashe sin “almindelighed”!!

      Svar
    • Mette

      Jeroen, det er dig vi har brug for. Dit svar er uendeligt ydmygt og kaerligt – tak for det, – modtaget, genkendt og taget til hjerte . . . .

      Svar
    • Kirsten

      Tak, Jeroen, så sandt.

      Svar
    • jea

      TAK, Jeroen! Så relevant og genkendeligt!

      Svar
    • Stella

      Hvad med oplysning? Nu går jeg meget op i dyrevelfærd samt miljøbevarelse, på dette punkt er facebook et fantastisk medie til at sprede budskaber 🙂
      Og hold nu kæft hvor har man set mange opdateringer om røvsyge alm ting som mad, ferier, fodboldstævner, traditionelle højtider mm

      Så facebook bliver vel i bund og grund brugt til det man har brug for! Christina har feks på denne måde delt sin historie med mange mennesker..
      Jeg tror befolkningen skal ændre opfattelse, så gør medierne det også 🙂

      Svar
  9. Eric Fry

    Fantastisk smukt skrevet! Den sørgelige baggrund til trods. Gid at mange vil læse og forstå dit budskab!!

    Svar
  10. Ann-Mari Schmidt Petersen

    Tak for en god artikel. Den er smuk og trist. Alt for mange unge har fundet på at tage deres eget liv. Det er absolut no go og overhovedet ikke iorden. I er så perfekte som I er. Søg nu hjælp og find jeres selvværd. Der er både Sind, Livslinjen og center For Selvmordsforebyggelse og de er parat til at hjælpe lige nu og her

    Svar
  11. Bettina

    Så trist og desværre så sandt…

    Svar
  12. Mikkel

    du har så ret i det du skriver Christina. Det er desværre et alt for stort problem for unge nu til dags og det er noget vi alle sammen skal stå sammen om at få løst. respekt for dit indlæg og må Rebecca Hvile i fred og lad os håbe på en lysere fremtid for andre med samme slags problemer

    Svar
  13. Tina

    Hvor er bare trist…..

    Svar
  14. Jette

    Fantastisk skrevet og så rigtigt 😉

    Svar
  15. Diana Jensen

    Hvor er det flot skrevet Christina Sederqvist. Så sørgeligt og så rigtigt. Som en af de mange med en “broget” baggrund, kan jeg så godt sætte mig ind i det du skriver….og normal (hvad det så end er), ja det bliver man nok aldrig helt og heldigvis for det. Når kampen er kæmpet og man har fået et bedre liv, end det man startede med, så er man vokset med en indsigt og forståelse for de mere “skæve” eksistenser, som “normale” mennesker aldrig kan få.
    Det er så trist at læse, at Rebecca ikke skulle nå dertil, men måtte opgive kampen så tidlig. Hvil i fred…

    Svar
  16. Stine

    Sikke en stærk tekst om en længselsfuld og søgende pige.

    Svar
  17. Trine

    Christina Sederqvist .. så kan det ikke siges bedre og der er ikke rigtig noget at tilføje, da det er det samme jeg ser her i vores lokal samfund, Bjæverskov, Køge Kommune … Desværre..
    Så synd for Rebecca 🙁 må hun hvile i fred.
    Der er måske det at sige at vi i Bjæverskov har kæmpet for en klub i over 20 år til de unge som ikke lige passer ind i idræt sammenhæng eller spejder. Det er hvad der er af tilbud til dem her, og køge kommune har åbenbart ikke forståelse for at Bjæverskov er så belastet af mistrivsel af unge, misbrug, og meget andet at behovet altså er kæmpe stort for at der bliver gjort noget. Vi fik godt nok en presset igennem så der kom en skurvogn igennem ssp arbejde tilbage i 80’erne. Fordi man godt kunne se den er rusk ravende gal her. der er ikke sket en dyt siden for de unge og den skurvogn var ikke optimal (var heller ikke opstillet særlig længe, da det var en ordenlig klub med medarbejdere der IKKE er tilknyttet skole sfo osv. der var behov for … Nu har vi 2015 og vi har stadig ikke fået et ordenligt sted til vores unge. Samlingsstedet for dem er stadig den lokale bodega.. og den onde cirkel, kan gå igen og igen.. desværre .. selv biblioteket er også lukket nu. Det er på tide at lokal politikerne rundt omkring i landet får øjnene op og gør deres del af arbejdet til at unge får en bedre trivsel i vores samfund.Det er helt uhørt at de skal vokse op med et samlingssted som en bodega og ikke en klub med uddannede medarbejdere der har forståelse for dem og som de kunne snakke med om ting som ikke alle unge har mulighed for at gøre hjemme. Vi andre borgere skal også hjælpe til så godt vi kan. Men vi kan det ikke, uden lokalpolitikernes hjælp .. Desværre 🙁

    Svar
  18. mig

    Kondolerer

    Svar
  19. Marie Kristine

    Pyha. Sidder med taarer paa min kind. RIP Rebecca. Hvor er det bare saa tragisk. Til dig Christina vil jeg take for at tale om tabuer og for at have hjulpet Rebecca saa meget som dig muligt. Desvaerre kan man ikke altid redde en anden person. Efter et helt igennem forfaerdeligt aegteskab forsoegte min mor at begaa selvmord; hun blev heldigvis fundet I tide. Jeg bebrejder ikke mig selv I dag, da jeg havde forsoegt at hjaelpe hende. Men det tog mig aar at komme mig over mit skyldkompleks. Desvaerre kan vi ikke hjaelpe stakkels Rebecca. Men jeg er vis paa, at dine ord hjaelper andre igennem deres svaere stunder. Knus til den gode PlejeFamilie og Dig.
    NB. Jeg bor I udandet derfor maerkelige bogstaver, da mit keyboard er fransk.

    Svar
  20. Inge Bender

    Du skriver så fint. Tak. Mit hjerte græder for Rebecca og alle de andre som føler sig forkerte. Forfærdeligt at et så ungt menneske ikke kan se anden udvej.

    Svar
  21. Gitte

    Mon der eksisterer nogen på denne planet som faktisk føler sig normal?

    Svar
  22. Eva Cramer

    tak for det fine indlæg. Jeg tror, at når alle børn skal puttes i kasser (vuggestue,dagpleje, skoler), og skal bedømmes ens – de skal kunne spise selv, skal følge skemaer – så er der ikke plads til forskelligheder. Så er du dum , bagefter med diverse diagnoser, og nemt mobbeoffer. Vi må ikke være os . ” kloge” pædagoger og professorer ved hele tiden, hvad vi skal kunne. Nogle gange tænker jeg , vi er eksperimenter, for hurtigst at kunne yde i samfundet. Lad os være. Lad os mærke, hvad der er bedst for os. Så måske kan vi acceptere hinanden og vores forskelligheder. Lad os tage ansvar uden bedrevidende, belæste. Det er alt for kompliceret at være menneske og få lov. Regler, der er sat op for alting, gør at det er ikke mere sjovt at være menneske. Er man svag og. med mindreselvværd er det sten umuligt.
    Hvor er det synd. Hvor er det synd, at Rebecca ikke kunne klare presset. Hvil I fred og lad os håbe, at nogle har lært lidt af dine konsekvenser , Rebecca

    Svar
  23. Tine B.

    Hvor brutalt og tragisk, men desværre har du ret: det pres der ligger på den opvoksende generation er så voldsomt, at flere nok vil bukke under.
    Og hvem har ansvaret? Vi! De voksne, “samfundet”, politikerne, alle os som er med til at vise, hvad “det gode liv” indeholder. Og desværre har vi været rigtig gode til at vise, at det skal indeholde alle de forkerte ting. Og måske været lidt for dårlige til at tale med ungerne om hvordan den iscenesatte verden er netop det: et skuespil, falsk.
    Jeg har en søn på 11 og to små døtre, og jeg er oprigtigt talt bange. Bange for at min glade 3-årige, som lige nu føler sig som den smukkeste, dejligste, mest perfekte pige, ikke vil tage den følelse med sig ud i livet, og at hendes vidunderlige lillesøster vil vokse op og føle sig lige så forkert som jeg gjorde. Og at min dejlige dreng vil falde i hænderne på “venner” med dårlig indflydelse…
    Men det handler vel i bund og grund om håb, og om at være gode forbilleder. Noget Rebecca tydeligvis fik for sent, altså et godt forbillede. Men i det mindste har din egen datter dig som mor Christina. En heldig pige <3

    Svar
  24. Mona Svendsen

    Hvor bliver jeg ked af det…. Men forstår det også så godt, hvorfor Rebecca opgav livet. Min egen erfaring med altid at kæmpe med at få livet til at fungere på trods af de men jeg selv har fået, jeg forstår nogen giver op…. Kæmpe knus til dig der savner Rebecca.

    Svar
  25. Helle

    R.I.P Rebecca..

    Svar
  26. Helle Wagner Larsen

    R.I.P Rebecca..

    Svar
  27. Lars

    Smukt skrevet. Kan mærke savnet i alle sætningerne. Får gåsehud.

    Svar
  28. Amalie

    Fantastisk skrevet, hvor er det sandt! Jeg er selv 21 år, og på trods af, at vi er blevet lidt mere modne og kan kende medier fra virkelighed, er der stadig al for stor pres på at blive som normen.
    Jeg kondolerer dybt. Mine tanker går til Rebekka og alle der elskede hende

    Svar
  29. Martin koch

    Hej Christina det gør simpelthen så ondt at høre sådan en garanteret sød og smuk pige forlader denne jord ALT ALT FOR TIDLIGT alle mennesker har noget smukt i sig og uden tvivl også Rebecca himlen har fået den smukke og uvurderlig stjerne ved navn Rebecca DOG ALT FOR TIDLIGT og til Rebeccas efterladte tænker MEGET PÅ JER OG FØLER MED JER og i skal VIDE hun holder kærligt øje med jer og passer på jer alle sammen med kærlige tanker og tåre fra Martin og til alle jer skønne og usikre teenagere der er ALTID nogle der er afhængig af netop DIG og alle har noget smukt og uvurderlig værdifuldt i sig knus martin Koch

    Svar
    • Helle slottved

      Så utrolig rørende. Sidder med tårer i øjnene.
      Hvil I fred Rebecca.

      Et barsk valg, men jeg forstår godt man kan få nok og se døden som eneste udvej.
      Sådan har jeg det selv efter enorme svigt og massiv mobning.
      Og trods samtale ugentlig med en psykolog sker der intet. Da han desværre ser det som sit job at mistro alt jeg siger

      Svar
  30. Jørn Lybech

    Læste forleden dag at mange af de succesfulde 12’er piger som går ud af gymnasiet ender som psykologisk smadrede på universiteterne fordi de presser sig selv alt for meget. For en ældre mand som mig kan kun komme med en anbefaling til de unge. Gå mere efter glæden end efter karakterne. I bliver kun lykkelige hvis hjertet er med i det. Hjernen kan man alligevel aldrig tilfredsstille. Så hellere en lykkelig 7’er pige end en ulykkelig 12’er.
    Frygtelig trist historie med Rebecca. Med hende handlede det nok desværre mere om en barsk social baggrund end om karakterer.

    Svar
  31. lene

    hvil i fred <3 flot skrevet til hende. Godt med et wakeup call til både forældre og andre unge <3

    Har selv en teenagesøn på 16 år, og det er så vigtigt at være i dialog med sit barn /børn, de små ting i hverdagen, op- og nedturene og få talt om de svære ting, så han ikke skal gå rundt med ondt i maven. De skal mærke at der bliver lyttet til dem, og der skal være plads til, at være sig selv og de nære relationer med venner er altså vigtigere end 12 taller på stribe selvom det selvfølgelig er flot når de klare sig godt.

    Hun må virkelig have kæmpet en hård kamp, stakkels pige. <3 Det er trist at unge ser det som acceptabelt at tage sit eget liv, når livet er svært. Det er så vigtigt at søge hjælp. Hvis ikke de kan få den hos forældrene, så søg hjælp hos andre voksne hvor de føler tryghed, ring til selvmordslinjen der sidder klar til at hjælpe, hvis de er ude på kanten. Der er hjælp at hente. <3

    Svar
  32. Peter

    Meget trist. Trist skæbne og et trist samfund vi er blevet hvor nærvær og omsorg for andre svinder hen. Vi er ved at blive et kynisk samfund på niveau med rusland og andre barbariske lande. Må hun få fred. Kender alt for godt til dårlige forældre som efter min mening ikke burde have nogen somhelst eksistensberettigelse på denne jord.

    Svar
  33. mig

    rigtig trist hestorie. Jeg kan helt sikker sætte mig ind i hende Rebecca

    Svar
  34. Stefan AM

    Et liv, der tages i egne hænder er vel et liv brugt som det nu engang skulle bruges. Ens fremtid er til dels op til sig selv, og hvis man vælger at frasige sig sin mulighed i fremtiden er det ens eget valg.

    Men ja, hvil i fred Rebecca, må vi håbe at du oplevede det gode i livet.

    Svar
  35. Maria

    Christina, det er så dejligt at se at du sætter fokus på dette emne. For der burde være plads til alle og hvordan kan vi egentlig overhovedet leve 100% igennem de tykke facader de fleste af os sætter op, fordi det ikke længere er okay at være dem vi er.

    Da jeg var barn var mit største ønske at blive “normal” og jeg vil lyve hvis jeg sagde at jeg ikke længere har det sådan i mine 30’ere.

    Selvom jeg ligner, griner og taler ligesom alle andre “normale”, så er jeg meget bevist om at jeg kommer fra en belastet og kriminel familie.

    Det betyder at jeg hver dag undgår at nævne ting fra min barndom, så de andre ikke finder ud af, at jeg er “menneskelig affald”. Dem der har fundet ud af det har efter min mening desværre efterfølgende respekteret mig mindre, behandlet mig dårligere og haft færre forventninger til mig.

    Selvom jeg har brudt den social arv, har styr på mit liv, en chef der roser mig og også evner at hjælpe andre. Så føler jeg mig desværre stadig som pletten på dugen.

    Men dag for dag bliver fortiden visket mere og mere væk. Dette skal teenagere have i mente, for selvom livet ikke føles værd at leve som 16 årig, så kan du være verdens lykkeligste som 20 årig (det var jeg). Jeg ved at jeg en dag vil blive stolt af hvem jeg er og også stå ved hvem jeg og ik være i tvivl om, at jeg har ligeså meget ret til at være her som alle andre.

    Vi kan alle lære af hinanden og være til gavn, uanset hvilke problemer vi har og hvilket hul vi kommer fra 😉

    Svar
  36. Birte JohansenH

    RIP. Hvil i fred, lille pige.

    Svar
  37. Lærke Johansen

    Jeg er selv 16 år gammel, jeg har selv prøvet på selvmord, jeg har selv oplevet det med at folk med selvmordstanker kommer til mig. Og jeg VED hvor svært begge ting er at håndtere, ingen af delene vil blive nemmere at takle.
    Unge i dag bliver presset af forældre, politiker, kendisser og venner til at være “det perfekte barn” og det får unge til at tænke på selvmord. Tårens triller ned af kinderne med både glæde og triste tåre. Rebecca er nu kommet hjem til hvor hun høre til. Hun er en af Guds børn der er kommet hjem.. Og mange flere venter stadig. Vi græder fordi vi har tabt hende.. Men ingen tænker på at man bliver beskyttet ig elsket af Gud når vi kommer hjem.

    Svar
    • Maibritt

      Kære Lærke,

      Jeg er rigtig ked af at høre, at du selv tumler med sådanne tanker og kender andre, der også gør det 🙁 Har du snakket med nogen om det?

      Svar
    • Maibritt

      Kære Lærke.

      Jeg er ked af at læse, at du selv tumler med selvmordstanker og kender andre, der også gør 🙁 Har du snakket med nogen om det?

      Svar
  38. Else

    RIP Rebecca.
    Jeg håber din historie kan være en hjælp til andre, som så vælger livet til.

    Svar
  39. K. S

    Man bliver så frygtelig trist

    Kunne man ikke prøve systematisk at se hvad der går galt? Lige som ved en trafikulykke med dødelig udgang at lave sådanne undersøgelser, og måske kortlægge ting der førte frem til selvmordet. Det er vist endda værre med mændene end de unge piger.

    Svar
  40. jytte petersen

    jeg håber at du har det godt nu der vor du er hvil i fred

    Svar
  41. Marianne Hansen

    Hvor er det en god leveregel du kommer med : “… Lev med hjertet forrest…” 🙂
    Hvil i fred stakkels Rebecca

    Svar
  42. Christina

    Kære Christina… Jeg kender dig ikke, tror aldrig jeg har læst noget af dig før…. Og dog kender jeg dig alligevel og forstår hvad du skriver. Vi har haft samme opvækst, du, Rebecca og jeg. Jeg tror, som dig, heller ikke på at vi bliver “normale” og heldigvis for det da. Hvor er det en tragisk historie og det er godt du sætter det perfektionistiske ideal på dagsordenen. Det er forkert, at vi har det som ideal… Det forstår jeg godt og jeg ønsker at alle andre sætter fornuftige mål. Men jeg er desværre selv ramt af den, mit hjem skal være perfekt, mine børn skal være korrekte og perfekte og på min videregående uddannelse tager det mig uendeligt lang tid at komme mig over det, hvis jeg får en karakter under 12. Jeg ved det er forkert, jeg ved det er usundt for mig… Men min indre stræber efter at flytte mig så langt væk fra min barndoms traumer og opvækst vil ikke lade mig slippe med mindre. Jeg græd over dit indlæg, for jeg kan føle min indre Rebecca gennem dine ord. Hvil i fred Rebecca.

    Svar
  43. Charlotte.

    Så fint beskrevet, hvordan unge mennesker, ja børn, er presset i dag. Forventninger er høje til deres værd. Min søn på 12 år lider af angst. Angst for aldrig at være rigtig. Dygtig. Køn. Accepteret.
    Angst for at gøre noget forkert. At være i vejen. Bare at være tilstede.
    Han er både klog, smuk, dygtig, empatisk og kærlig. Han er sjov og finurlig. Han er afholdt og en god ven.
    Men det kan man ikke forklare et barn med angst.
    Han kæmper. Hver dag.
    Han er blevet ekskluderet i skoleregi, i et land hvor alle skal includeres og passe ind i rammen. Det kan han ikke. Det piller ham mere fra hinanden.
    Uanset hvor meget alle os voksne omkring ham støtter ham. Elsker ham. Tror på ham. Så tror han ikke på sig selv.

    Stakkels stakkels lille Rebecca. Alle de opslidende tanker i hovedet har været for meget.
    Må hun finde fred hvor hun er nu.
    Mine tanker er hos alle hendes pårørende og særdeleshed hos eventuelle søskende og hendes forældre.

    Svar
    • Nynne

      <3 til din søn! Han gør det godt!

      Svar
  44. Katja

    Meget smukt skrevet. Jeg føler virkelig med jer begge. Har selv arbejdet som frivillig på reden og ved hvad de begge har kæmpet med. Burde være en del af det politiske valg i denne tid. børns trivsel og familie i fokus og en normalisering af børns skønheds idealer. Og politikker der har travlt med vores børn allerede skal kunne regne og stave i børnehaven! Knus og bliv ved med at bloge

    Svar
  45. Bente

    Endnu en trist historie..!
    Hvornår spørger man, “hvad er perfekt”? Alle taler om at ville være perfekte, men hvad er det?! Eftersom ingen har opskriften på dette, bliver det et langt løb efter noget som ikke eksisterer og er uopnåeligt. Ville ønske, at man ville undervise meditation i skolerne, astrologi så der er selv-forståelse og en forståelse af de forskellige faser, et redskab til lærere og psykologer, som giver optimisme og fokus på potentialet fremfor det “sorte hul” som de unge havner i. Ydermere en accept af, at jorden drejer rundt, og at livet følger med. Verden er ikke perfekt, så hvorfor skal de skønne, stakkels unge mennesker være det..????

    Svar
  46. Berit Lutz

    Der er øjeblikke i livet, som er bedre at tie, så kun stilheden taler til hjertet, fordi der er følelser, som sproget ikke kan udtrykke, ligesom der er følelser, som ord ikke kan oversætte..

    Svar
  47. Peter

    Virkelig sørgeligt at læse. At en 16-årig ser selvmord som eneste løsning. Jeg håber hun er et bedre sted nu, og har fået fred.

    Svar
  48. gunnar schønveller

    Alle har formentlig gjort hvad de kunne, det lyder sådan. Det er rigtigt at nogle unge accepterer selvmord når de ikke er perfekte. Der skal ikke peges fingre det er det for alvorligt til, men vi kunne starte med at lære vores børn fra de er små at er smukt at være forskellig, anderledes er ikke grimt – tværtimod – det er et udtryk for at den verden vi lever i har plads til alle. Det er en sørgelig historie og de berørte har min dybeste medfølelse.

    Svar
  49. Allan Vinje

    Tårerne triller ned af mine kinder, det gør så ondt at læse. Og samtidig bliver jeg gal. Hvad er det for et samfund vi, bedsteforældre og forældre, har skabt at unge mennesker finder at selvmord er en acceptabel løsning på problemer som fedme eller appelsinhud, som lavere gennemsnit end 10 eller forkert tøj.

    Svar
  50. chrisine

    <3 <3 <3

    Svar
  51. Steffan Thygesen

    Det største stik i hjertet, får jeg af at læse om børn og unge der laver en permanent løsning som det her, på baggrund af midlertidige problemer. Uanset årsag, er det katastrofalt for alle når vi mister et barn eller ungt menneske. Heldigvis er nutidens unge ikke dumme, men kloge og og empatiske. Det de har brug for, er rollemodeller der tør vise at det er sejt at holde pause fra de sociale medier, og bare være der for hinanden.

    Svar
  52. Linda

    Jeg er 50 år og kæmper stadigvæk med selvværd og angst. Kunne jeg dog bare efterleve bare lidt af
    det du skriver Christina. Det er en stærk beskrivelse af en dejlig ung pige. Og tårerne løber stille imens jeg læser Rebeccas og din historie Christina. Der burde være nogle flere af din slags.
    R.I.P Rebecca <3 <3 <3

    Svar
  53. Katherina

    ❤️Snøft….. Har en klump i halsen og tårer som triller….. En situation som jeg kan sætte mig i, selvom jeg er voksen. Jeg har altid følt mig anderledes, og da jeg var yngre, var jeg bare glad i låget, og var ikke åben om mine problemer…… Så jeg levede bare videre som om alt bare var perfekt. Sådan skulle min omgangskreds se det. Men hvor jeg selv har tænkt de tanker om at opgive livet. Savner at blive accepteret, føler mig så ensom…… Tros jeg har kæreste og 2 børn. Men jeg vil aldrig kunne svigte mine børn. Derfor lever jeg videre, selvom det er svært. Og det ville gøre så ondt i mig, hvis mine børn ville tag det valg at opgive livet. Min kæreste, Tjjjjaaaaa han ville nok være ligeglad. Han bliver så meget accepteret. Alle syntes han er SÅ sød, dejlig og hjælpsom og jeg er bare en man overser i hans venners selskab.

    Svar
    • Pernille

      Kære Katherina,
      jeg er ked af at høre at du føler sådan og kæmper med de tanker. Dit indlæg berørte mig dybt og jeg vil bare sige dig at du ikke er alene med det. Jeg kan desværre sagtens nikke genkendende til dine tanker for jeg har det selv sådan. Udadtil er alt i skønneste orden men indeni mig er der helt kaos, tomhed og ensomhed. Og det på trods af nogle skønne børn og en god mand som dog ikke forstår mig. Tolerancen for at være anderledes eller gøre anderledes end andre er ikke speciel høj. Det har jeg selv været nødt til at sande mange gange. Det er ikke spor sjovt at altid føle sig udenfor og anderledes og skulle forsvare ens valg hele tiden – selv ikke som voksen. Du gør det flot og er super sej til at kæmpe videre hver dag. Dine børn har brug for dig og ville savne dig mega meget hvis du ikke var der mere. Giv dig selv en skulderklap! Det har du fortjent og meget mere til. Jeg er ked af at høre hvad du skriver om din kæreste men tror dog alligevel at han ikke ville være ligeglad hvis det kom til stykket. Håber at du ikke bliver overset i dine venners selskab- hans venner er så bare nogle fjols som ikke kan se den dejlige person du er. For det er du – glem det ikke!

      Svar
  54. Anna Nielsen

    Den udvej må man aldrig vælge. Der venter altid noget godt ude i fremtiden, selv om man ikke lige kan se det i øjeblikket.

    Svar
  55. K

    Jeg sidder med tårer i øjnene og tænker tanker på højtryk.
    Jeg er så ked af det og så ramt. Jeg har en sårbarhed overfor historier om selvmord. Det skærer så dybt i mit hjerte. Jeg har selv været der. Jeg er der tildels stadigvæk. At føle sig så forkert og anderledes at det gør så ubeskriveligt ondt langt, langt indeni. Og det føles som om det aldrig kan blive anderledes. Lige så snart det føles en smule bedre, man finder et menneske eller en grund til at smile, vælter verden endnu engang og man står tilbage og føler sig lige en tand mere ensom og forkert end før.
    Men her jeg; anderledes måske. Men jeg er mig. Jeg er i live og jeg overlever ikke bare længere (selvom der helt sikker stadig er dage der føles sådan). Nej, jeg LEVER. Men jeg føler mig stadig anderledes og jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde kommer til at føle mig helt “normal”, hvis normal overhovedet er en ting?
    Jeg er 25, har ingen uddannelse, har intet job, er bare sygmeldt med mine mange diagnoser, der end ikke kan tælles på en enkelt hånd.

    Jeg prøver bare at sige, at “normal” er lige så anderledes som “anderledes”.
    “Embrace your beauty” – på indersiden og ydersiden er vi alle lige præcis som vi skal være!
    Jeg må minde mig selv om det hver evig eneste dag. Og når jeg mest af alt har lyst til at give op er det guld værd at have en “Christina” ved hånden.

    Jeg ønsker fred til Rebecca og omsorg til alle de forladte.
    Kærlighed jeres vej!

    Svar
  56. A

    Kære Christina,
    super flot og modigt skrevet af dig! Du har helt ret i det, du skriver. Rebecca var blot en af mange unge, som bliver så udfordret i sin barndom, at hun ikke kunne se lyset i fremtiden. Jeg selv er også gymnasieelev, som også kommer fra en barsk barndom (dog ikke pga. forældre med misbrug). Vi er fra en generation, hvor de som “stikker udenfor normerne” bliver mødt af en nærmest evig foragt, fordi vi har nogle mangel på kompentencer i forhold til det sociale og dét at turde stole på at andre mennesker ikke altid er ude på at ødelægge vores liv. Ligesom dig ville jeg inderligt ønske, at Rebecca havde fået chancen for at modbevise alle dem, som har tænkt “hun bliver ikke til noget” og lignende tanker.

    Jeg selv vil fortsat sprede budskabet om, at vi alle bør og skal have plads til at være her. Derfor vil jeg dele denne fantastiske artikel med mine læsere på min blog.

    Al respekt til dig Christina, fordi du tør bryde tabuet!

    Svar
  57. Anja svendsen

    Hvor er det stærkt skrevet! Og hvor har du ret! Jeg er så enig! Tragisk og meningsløst. Kondolere ❤

    Svar
  58. Stine Stjernholm

    16-årige Rebecca begik selvmord, fordi hun efter en hård opvækst og psykiske problemer, ikke følte at hun kunne passe ind nogen steder i samfundet. Læs artiklen, og få lidt mere forståelse for nutidens unge. Jeg synes folk har så travlt med at sammenligne: “generationen af børn og unge nu, de har det for let” de har alle jordens hjælpemidler, ipads, google til lektiehjælp, en vifte af en masse farverige valg, gps på iphone, hjælpe apps osv. I 90’erne havde vi ingenting siger mange.. WOW, gik det lige op for jer os, at alle disse ting kun er fysiske, og det har IKKE gjort børn/unge gladere, tværtimod mere stressede og frustrerede :/. Fordi det har medført er enormt højt fysisk prestige niveau, end psykisk, som jo burde være i fokus.
    Så måske vi faktisk netop HAVDE NOGET i 90’erne, det ku bare ikke ses, andet end i smilene fra dengang og nu på børnene, og det er mere værd end kähler vaser, ipad, HAY, design og fashion. Så dvs. at folk serøst går rundt og overbeviser sig selv om, at det er sundt for de her børn og unge at have så mange valg at vælge imellem, så meget at tage stilling til, tænke på, overveje, slankekure, energidrikke for at ku følge med, alkohol og stoffer som aldrig før, for at dulme og glemme.. Og alle deres selfies og deres ego shit.. Men er det virkelig deres skyld? Nej, for børnene tager jo bare i mod det de får stukket i hænderne, med det hele. Og de gør hvad forældrene gør, fokuserer på de emner som forældrene snakker om og arbejder med. De har jo ikke nok livserfaring endnu, til at tage kloge valg for fremtiden, og kloge valg ift. deres egen person, come on, deres forældre ka jo ikke engang finde ud af det :). De har fysisk fokus (økonomi/status/kropsideal), i stedet for psykisk fokus (lykke/selvudvikling/velfærd/fred). Og det fokus tager børnene DIREKTE til sig, også selvom de fleste forældre sikkert forsikrer deres børn tit om at det jo kun er “voksen fokus”, og “det skal du ikke tænke på endnu”, det DUER IKKE, for børn lytter ikke efter, de SER efter! Hvad mor og far gør, og andre, gør jeg.. Og det er psysisk invaliderende at fokusere så meget på det fysiske..

    “Det er ikke Hay rammer vi har brug for, men trygge rammer <3"

    Det eneste jeg misunder denne generation af børn/unge er, at alt det man nu ved om sundhed, miljø, og en del af videnskaben, det ku vi ha brugt til noget. Alt andet handler om materialisme og overfladiskhed.. Det simple liv er meget mere trygt og rart for alle, specielt børn og unge, hvor deres krop allerede arbejder på højtryk.. Jeg er nu meget glad for at jeg er opvokset i 90'erne i stedet for nu.. Forældrene må starte med at vise børnene, med deres egne handlinger, at status og økonomi kommer i rækker EFTER psykisk velfærd.. Og så kan den danske stat forhåbentlig engang bakke dem op, så de unge også føler, at de er i et land hvor der er omsorg, og at der er håb forude, at de bliver hjulpet i god tid.. Og ikke begår selvmord som Rebecca… Hvil i fred <3

    Svar
  59. GITTE

    Hvil i fred

    Svar
  60. Kirsten

    I mine øjne er det os forældre der fejler. Og det er absolut ikke fordi det er en alkoholiker, en narkoman eller noge helt tredje. Min søn er på vej mod de 27 år. Når han ser billeder fra hans barndom synes han det er noget mærkeligt tøj vi har givet ham på.
    Jeg fortæller ham at jeg nægtede at bukke under for de forældre som iklædte deres børn dyrt mærketøj for de skulle ikke risikere at børnene blev drillet. Og måske var det min søn som blev drillet. Men i mine øjne vidste børnene i de mindste klasser ikke hvad mærketøj var med mindre deres forældre indprentede det. Jeg har stadig samme mening. Men i dag er det Appleprodukter OG mærketøj OG det rigtige hår OG fejlfri figur og ansigt.
    Det er jo kun blevet værre med årene. ALLE ER GODE NOK SOM DE ER. Lær jjeres børn det for det kommer fra jer selv. <3

    Svar
    • Danni

      Jeg er 10 år ældre end din søn, men opvokset efter samme opskrift, og hvor er jeg glad for det. Jeg har det selv på samme måde med mine børn, de har altid pænt tøj på, men intet mærketøj .. eller som jeg siger, alt har jo et mærke. Min datters skole har indført brug af Apple iPad, som de stiller til rådighed og jeg hader dem for det, for skolen gør desværre mit arbejde svære. Jeg har altid været god med teknologisk, ja faktisk fik jeg en computer allerede som 5 årig, fordi min far kunne lave en som var kasseret. Men jeg er aldrig hoppet med på vognen hvor kravet var at man havde det bedste. Fik min første smartphone for 4 år siden, fordi jeg der kunne se en fordel i nogle af de funktioner den kunne tilbyde. Jeg prøver at lære mine børn det samme, man skal se alle disse ting som redskaber, ikke som en nødvendighed.

      Svar
  61. charlotte svensen

    Puha, de unge mennesker går jo til, hvis vi forældre ikke snart stopper den OMSORGSVOLD, ingen nyder godt af den i længden. Pigen her kunne ikke leve op til de andre, måske de andre skal komme ned i niveau og i nærhed af pigen.

    Svar
  62. Ina

    En trist historie som er godt at få frem i lyset, så vi bliver mindet om, at vi alle har et ansvar for hinanden, uanset om vi er naboer eller familie. Rebecca kunne ikke reddes, men du gjorde hvad du kunne og din fortælling er til inspiration til alle om at huske at være vågne og til rådighed for andre i det omfang vi magter.

    Svar
  63. Sabrina

    Vi skal række hen til og nå/gribe, ej række ud så vor hånd kan gribes -thi ofte er den du rækker til længere væk.. —

    Svar
  64. arne laursen

    Det er så trist. Men hvor er det dog fuldstændigt rigtigt alt det du skriver Christina.

    Svar
  65. Vi er alle perfekte! | Ann-SophieDavid

    […] Vi er alle perfekte! Jeg sad netop og tjekkede startsiden på min facebook, og faldt over en artikel som førte mig direkte videre til denne, et blogindlæg skrevet af komiker/forfatter, Christina Sederqvist. her […]

    Svar

Skriv kommentar

Klik her for at annullere svar.

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.