Sådan er det ikke længere. Udover X Factor, Dronningens nytårstale og udvalgte sportsbegivenheder så er det eneste vedrørende tv, som danskerne har til fælles, licensbetalingen. Den løber op i 2.352 kr. om året, så Danmarks Radio føler sig heldigvis forpligtet til at sende noget, som de tvangsudskrevne kunder gider se.

Fordi det er svært at ramme alle med ét program, har DR i de senere år opfundet flere kanaler, så der er noget for enhver smag. Pengene skal række til mere tv, radio og internet – der bliver smurt et tyndere lag ud på et stadig større areal. Det går alt andet lige ud over kvaliteten i det enkelte program, så der er brug for et par årlige højdepunkter, som alle kan være enige om er noget særligt.

Selv om mange kritiserede DR for at lancere X Factor, er det hævet over enhver tvivl, at programmet har national interesse. Vi elsker enten at se det eller at gøre en dyd ud af, at vi zapper væk. Her på B.T. ser vi det gerne, men silken er ved at være lidt slidt.

Alle har efterhånden luret, at det er ordgejl, når en trio af højt betalte dommere siger til deltagerne, at de er fantastiske og går en stor karriere i møde. Selv Thomas Blachman er faldet i den grøft flere gange, men han er alligevel programmets berettigelse.

Uden hans skaldede isse var det ikke et DR-program. Uden Blachman var X Factor ’bare’ et underholdningsprogram, der forblændede seerne med flotte billeder – lyden er jo ikke altid for god.

Det er jazz-trommeslagerens monologer om børneopdragelse, kunst og kvalitet, der har løftet det kommercielle produkt og gjort det til mere end blot tidsfordriv. Hans til tider syrede udfald har uden tvivl givet anledning til diskussioner hjemme i sofaerne, og det er ikke noget dårligt udbytte af et par timers tv-kiggeri.

Alt tyder på, at Blachman stopper som dommer, og det bør også være et farvel til programmet. Det fortjener at blive husket for det gode, og noget tyder desværre på, at DR er ved at miste kontrollen over den monster-succes, som de selv har skabt. DR ved ikke længere selv, om X Factor er underholdning eller alvor.

Da Jean Michel pludselig trak sig, var det ikke noget problem at blive løst fra kontrakten med tv-programmet. Der er jo vigtigere ting i livet end underholdningsprogrammer, lød det fra DR, men det var pludselig blodig alvor, da Jean Michels 16-årige makker gerne ville med på scenen til fællessang i morgen.

Det kunne sandelig ikke lade sig gøre. Nicoline Simone var udelukket. Hun eksisterer simpelthen ikke i X Factor-verdenen, efter at Jean Michel trak deres fælles gruppe ud af programmet. Sådan er de selvopfundne regler nemlig, lyder det pivfalsk fra DRs underholdningschef Jan Langermand Lundme.

Så herfra skal lyde et ’om igen’ til DR-chefen og et stort held og lykke til X Factor-deltagerne. Luk programmet med stil i morgen.

Anmelderne var uenige, men danskerne bliver ved med at strømme ind til filmen ’Hvidsten Gruppen’, der handler om en flok modige modstandsfolk under Anden Verdenskrig. Historien er omskrevet, så den fungerer på film, men det ændrer ikke ved, at der heldigvis var mange, der turde, da det virkelig gjaldt.

Tillykke til debut-instruktøren Anne-Grethe Bjarup Riis og producenten Regner Grasten, som dog virker til at have svært ved at nyde den kommercielle succes. Manden bag film som ’Bananen – skræl den før din nabo’ og ’Winnie og Karina – The Movie’ går vist mere op i sit kunstneriske eftermæle.

Umiddelbart er vores frihed ikke truet i samme grad som under Anden Verdenskrig, men vi er også langt mere proaktive, end dengang Hitler i ro og mag mobiliserede sine tropper.

I dag kæmper unge danskere for friheden langt fra vores grænser. I Afghanistan sætter de dagligt livet på spil, men kampen mod terror er mere kompleks end opgøret med nazisterne. Senest illustreret ved en straffesag mod en dansk kompagnichef, der er tiltalt for at have givet ordre til at skyde mod fire afghanere, der sandsynligvis var ved at grave en vejsidebombe ned.

Ifølge Berlingske så hverken kompagnichefens overordnede eller den tilstedeværende militærjurist noget problem i at affyre Hellfire-missilet, men det gjorde en ’skrivebordsgeneral’ nogle tusinde kilometer væk, i Danmark, så nu risikerer den danske officer at blive straffet.

Selvfølgelig var der andre muligheder end et helikopterangreb, men det er et evigt dilemma, hvornår man skal slå til. Det samme problem oplever PET, der bekæmper terrorismen i vores egen baghave. I næste måned begynder endnu en spektakulær sag, hvor der blev grebet ind i tide, men hvor kritiske røster også kan stille spørgsmålstegn ved, om anklagerne nu også holder vand.

Ville de fire tiltalte, der kørte til Danmark fra Sverige, virkelig gøre brug af deres 122 skarpe skud og myrde løs i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København?

Vi finder heldigvis aldrig ud af det, fordi PET fik anholdt mændene, og nu er det op til en dommer at vurdere beviserne.

Men hvorfor bliver de ved med at dukke op – de formodede terrorister, som vi mistænker for at grave vejsidebomber ned og planlægge attentater? Det spørgsmål mangler vi stadig svar på, for det virker ikke som om, at vi har fået knækket ondskabens fødekæde.

I øjeblikket gør nutidens frihedskæmpere deres bedste, og vi kan kun håbe, at der bliver produceret helte-film om dem i fremtiden.

Tænk hvis en kvinde fra Kabul på et tidspunkt instruerer en positiv film om danske soldater i Afghanistan. Så vil vi have sejret på flere fronter, men indtil det sker, må vi huske på, at frihed ikke skal tages for givet og takke dem, der kæmpede for vores.

Mandag eftermiddag holder Peter Straarup afskedsreception i Danske Bank. Den tidligere direktør skal nu nyde sit otium med en pension på 3,1 mio. kr. om året.

Det skal være ham vel undt, men skån os for flere farvel-interview om, hvor hårdt det har været at gå rundt med en mobiltelefon i baglommen, så banken hele tiden kunne nå sin ordførende direktør.

Til Straarups forsvar skal det siges, at han faktisk ser 10 år ældre ud end sine 60 år, så der har uden tvivl været hårde stunder, men det hører altså med jobbet – og lønnen.

Eivind Kolding har overtaget ansvaret og desværre ser det ud til, at den tidligere Mærsk-mand også har overtaget lommetørklædet. Det er fair nok, at Straarup får lidt ud gennem sidebenene efter 43 år, men Kolding, der ellers nyder stor respekt, klynker allerede efter en uge. Suk.

I Børsen brokker han sig over mediernes behandling af banken. Avisen lancerer artiklen under overskriften: Mediedarling langer ud efter medierne.

Får sandheden er jo, at erhvervsjournalistikken i Danmark er relativ harmløs. Vi har efterhånden en omvendt Jantelov. Den økonomiske krise blev ikke mindre af, at alt for mange faldt på halen for folk, der umiddelbart så succesfulde ud, da det bare tordnede der ud af.

Vi savnede den lille dreng fra Kejserens Nye Klæder i 00′erne. Ham, der turde stille sig op og sige, at ejendomsmæglerne, aktiehandlerne og bankfolkene reelt ikke havde noget tøj på. De red bare med på en bølge, som de ikke selv havde skabt, men som de gjorde alt for at forlænge.

Kolding brokker sig over, at kritiske artikler kan bygge på fem minutters research, men glemmer, at bank-’rådgivere’ i de hede dage lånte millioner ud uden betænkningstid overhovedet. Resultatet blev, at flere i dag har mistet alt, og så piber Kolding over, at rygklapperne er væk!

Der er helt i orden, at topchefer tjener kassen, men det trættende at høre på, hvor koldt det er på toppen. Præcis som det er svært at tage alvorligt, når fodboldstjerner brokker sig over en tilværelse, som indeholder halvanden times daglig træning eller når kronprinseparret scorer point på deres fire børn, der passes af næsten lige så mange barnepiger.

B.T. ser gerne, at det går Danske Bank og finanssektoren godt. Det vil nemlig også være til gavn for de små virksomheder, som er nationens rygrad. Så smøg ærmerne op Eivind Kolding og gem tudekiksene væk.

I en tid, hvor selv en rød regering fortæller samfundets svageste, at de skal tage sig sammen, ser det skidt ud, at du mugger over kritisk omtale på erhvervssiderne.

Vis i stedet aktionærerne, at du er den rette til jobbet. Det forpligter at være direktør i en bank, der ubeskedent kalder sig for Danske Bank. Alle kan være gode i medvind. Det så vi i samtalekøkkenernes storhedstid, men erhvervslivets sande helte, er dem, der leverer i modgang.

Hvis der gemmer sig en superhelt under din hvide skjorte, Kolding, så kom frit frem. Som Spiderman får at vide af sin livskloge onkel: Med stor magt, følger stort ansvar.

Gør det, som du er bedst til, og gør det uden at klynke.

Fodboldspillere er nutidens gladiatorer. De går til ekstremer for at vinde og mellem kampene tænker de kun på sig selv. Har de succes bliver de tiljublet, fejler de, bliver de hånet.

Der er groft sagt ikke meget, der har ændret sig siden Romerrigets tid. I dag betales spillerne dog af milliard-imperier og børn hænger idolplakater op på deres værelser. Derfor er der kommet ekstra opmærksomhed på, hvordan stjernerne opfører sig og det ser ikke lige kønt ud alt sammen.

Når en spiller træder ved siden af, bliver det beskrevet i medierne. Profilerne tjener mange penge, fordi de har offentlighedens interesse, så det kan ikke overraske, at hærværk, ulovlig gambling og slagsmål trækker overskrifter.

Listen over fodboldens ’bad boys’ er lang. Blandt de danske navne skiller landsholdets Nicklas Bendtner og Lyngbys Kim Aabech sig p.t. negativt ud og på den internationale scene var racisme-anklagerne mod John Terry den indirekte årsag til, at den engelske landstræner trak sig forleden.

For at nå toppen af fodboldpyramiden, skal man være så god, heldig og kynisk, at det næsten er umuligt at forestille sig. Stort set alle danske drenge har drømt om at blive professionel og mange har naivt troet, at de havde en realistisk chance, Derfor ofrede de gladeligt uddannelse, venner og familie-fester i jagten på drømmen. Det lykkedes for få, men ikke uden omkostninger.

Input er lig output og man bliver sjældent et helt menneske af kun at fokusere på én ting.

I sin forkvaklede undskyldning efter flere uheldige episoder, fik Bendtner sin ghostwriter til at skrive: ’Jeg er i bund og grund en almindelig mand – men med et ualmindeligt job.

Nej. Du er en ualmindelig mand med et helt absurdt job.

Det er de færreste 24-årige, der er kæreste med en skuespiller, har barn med en tv-baronesse, har smadret en million-bil, er blevet arresteret et par gange og skal i retten for hærværk. Og heldigvis for det.

Bendtners opførsel er på mange måder chokerende, men er den reelt overraskende? Vi taler om en mand, der rejste fra Amager som 16-årig og blev opdraget i Arsenals omklædningsrum, hvor de ’voksne’ kunne fortælle historier om vild sex, skattesnyd og massivt druk. Det unormale er blevet normalt i stjernernes verden.

Vi kan have en naturligt og sympatisk ønske om, at spillerne skal være forbilleder, men vi kan ikke forvente det. Hvordan i alverden skulle mennesker, der har levet en grotesk tilværelse siden teenage-årene, være bedre rustet end andre til at betræde dydens smalle sti.

Og sandheden er – desværre – også, at hvis Bendtner scorer hattrick mod Holland til EM, så er alt tilgivet. Han er nemlig Danmarks gladiator og vil derfor, om vi eller han vil det eller ej, fremstå som et forbillede.

Nu melder hverdagen – og tømmermændene – sig oven på håndbolds-herrernes flotte europamesterskab. Stort tillykke til dem. Sejrschampagnen og guldøllene skal være dem vel undt, men deres triumf var også med til at understrege, at vi har en særpræget drukkultur i Danmark.

Har man udrettet noget stort, så gælder det åbenbart om at drikke sig stiv hurtigst muligt!

Den indstilling er så indgroet, at stort set hele det samlede pressekorps – med TV2 i spidsen – straks gik i gang med at indhente promille-kommentarer fra spillerne, da sejren over Serbien var i hus.

Det kan være underholdende nok at få at vide, hvordan landsholdsstjernerne slår sig løs efter sådan en kraftpræstation, men det blev nærmest vigtigere at fortælle danskerne om, hvem der var ’bedst’ i baren fremfor på banen.

B.T. har generelt intet ønske om at være hverken bornert eller løfte for mange pegefingre, men vi tillader os her at stille skarpt på medaljens bagside.

Det er kun godt, at vi har et afslappet forhold til både majestætsfornærmelser, sex, alkohol og blasfemi i Danmark, men alt skal nydes med måde, og overdrevent forbrug bør ikke glorificeres.

Halvdelen af nationen så med, da pokalen blev sikret, og unge som gamle kunne kun få det indtryk, at man er en helvedes karl, hvis man drikker sig i hegnet. En fritidsfornøjelse som alt for mange danskere desværre dyrker, og som koster samfundet milliarder.

I en netop udgivet alkohol-rapport fra Sundhedsstyrelsen står der:
’Danskerne har et højt alkoholforbrug. 850.000 drikker over genstandsgrænserne. 585.000 har et skadeligt forbrug og 140.000 er afhængige af alkohol.’

Lovgiverne forsøger at bekæmpe alkoholmisbrug på forskellige måder, men regler gør det ikke alene.

Der er lang vej endnu, hvis de kommende generationer skal forstå, at de ikke deltager i en drikkekonkurrence, hvor et højt levertal er lig med mange point.

Det er primært et spørgsmål om holdning fremfor forbud. En holdning, der f.eks. kommer til udtryk, når miljøminister Ida Auken finder det passende at tale om tømmermænd på vej ind til en royal middag, og diverse tv-stationer pøser alkohol på unge mennesker for bagefter at filme deres fadæser i jagten på seertal.

I Danmark elsker vi hygge og vores øl – og det skal vi have lov til at blive ved med, men det vil være sundt nok, hvis vi fremover stopper med at se skævt til den ædru i et selskab og samtidig holder op med at hylde den stiveste.

Så lad os få mere fokus på trofæet, næste gang håndboldherrerne forhåbentlig vinder et mesterskab, fremfor at stille skarpt på ølpokalerne.

Hvor længe holdt dit nytårsforsæt? Mit blev brudt nytårsdag kl. 13. Ikke just imponerende, men siden da har jeg været tilbage på sporet til min egen store tilfredshed. Det gælder nemlig om at nyde hverdagens små sejre, hvis det hele ikke skal ende i den rene elendighed.

Der var ikke meget glæde at spore i hverken statsministerens eller Dronningens nytårstale. De understregede begge, at det gode skib Danmark tager vand ind i øjeblikket, og det har de desværre ret i.

Nationen befinder sig i en bølgedal, men det betyder ikke, at vi alle blot skal vente på, at skibet går ned.

Der er masser af ting, som det enkelte menneske ikke har kontrol over i en verden, der er styret af nærmest abstrakte finansielle konstruktioner, så det gælder om at holde fast i den del af hverdagen, hvor det rent faktisk er muligt at gøre en forskel.

Har du reel indflydelse på, om dit arbejdsplads lukker eller ej? Nej, men det betyder ikke, at din indsats er ligegyldig. Selv i krisetider er det muligt at få både lønforhøjelse og forfremmelse, hvis man viser, at man er værd at satse på.

Det er uendelig svært at blive gladere, tyndere eller rigere fra den ene dag til den anden, men derfor skal man ikke give op på forhånd. Det er okay at tage baby-skridt, så længe man kommer fremad mod målet, som livsstilsguruen og B.T.-profilen Chris MacDonald udtrykker det.

Det er ikke for at træde på anonyme Carina, som SF-politikeren Özlem Cekic var så uforsigtig – igen – at bringe ind i fattigdoms-debatten, men kontanthjælpsmodtageren er faktisk et godt eksempel på, at de fleste har mulighed for at påvirke deres eget liv i en positiv retning. Også selv om udgangspunktet ser skidt ud.

Hvis det f.eks. lykkes for Carina at kvitte cigaretterne én efter én, vil hun pludselig stå med 500 kr. ekstra om måneden, som kan bruges til at give sønnen flere af de ting, han naturligt ønsker sig.

Er det en menneskeret at ryge?

Nej, men det er en forældrepligt at gøre sit yderste for at hjælpe sine børn godt på vej – og det gør man blandt andet ved at vise dem, at selv store udfordringer som regel kan overvindes.

- Vi kan ikke parkere hele ansvaret på rådhuset, sagde Dronningen for en uge siden, og selv om hun får millioner i apanage, betyder det ikke, at hun tager fejl eller ikke må give sin mening til kende.

Hver enkelt af os bliver nødt til at være konstruktivt indstillet og se lyst på tingene, selv om det ser sort ud.

Det er nemt at forfalde til klichéer, men de rummer også meget sandt. Det nytter ikke, at vi alle hænger med mulen. Liden tue kan vælte stort læs, ja, men mange bække små gør også stor å, så hvis vi alle prøver, er det måske muligt at vende skuden.

Og selv hvis det ikke lykkes at redde Danmark fra forlis, så kan du stadig godt være din egen lykkes smed. Vi danskere har stadig masser af muligheder for at styre vores liv i en bedre retning.

Grib den mulighed i stedet for at stirre dig blind på elendigheden. Begynd i dag med et baby-skridt og tag et nyt i morgen.

De to ’madører’ har netop haft åbningsweekend på deres nye restaurant, der ikke overraskende bærer navnet Brdr. Price, og på Danmarks Radio kører deres fjerde sæson som tv-kokke. En succes, der skal være dem vel undt.

I disse krisetider er der desværre god grund til at trøstespise, og når humøret er i bund, er det opløftende at være en sulten tilskuer til brødrenes kulinariske tryllerier.

De styres med let, men sikker hånd af den usynlige medvært Anders Johansen, der tidligere har stået bag adskillige finurlige programmer med makkeren Warny Mandrup, og er det ekstra krydderi, som har fået Spise med Price til at falde så velsmagende ud.

John Prices to ældste sønner er på en gang typisk danske med deres lune og selvironi, men kunne også være oplagte ofre for Janteloven.

Duoen har charme, selvtillid og bruger rigeligt med smør, samtidig med at de tillader sig at ryste franske ord ud af ærmet som den naturligste ting i verden. Det, som prins Henrik ikke kan slippe af sted med, lykkes uden problemer for de to multitalenter – kapelmesteren James og Borgen-forfatteren Adam.

De viser seerne, at man ikke behøver at være højrøvet for at gå op i, om ens mad er blancheret, braiseret eller har fået et vandbad. God mad handler ikke om blær, men om nydelse.

Det lærte James og Adam Price allerede som børn, hvor de ikke kun fik serveret de sædvanlige børnefavoritter som fiskefileter og frikadeller.

Mor og far havde begge travlt med skuespil-karrieren, men børnene blev opdraget til at kunne smage forskel på en knoldselleri og asparges. En holdning, som vi er flere forældre, der kunne tage ved lære af. Der findes ikke nogen mad, der er forbudt for børn.

Men selv om Price-brødrene er med til at holde kvalitetsfanen højt, så er der ikke skyggen af politisk korrekthed over de to velpolstrede fritidskokke. Heldigvis.

De to lettere overvægtige herrer behøver ikke at have pegefingeren forrest, når de med et smil smider endnu et pund smør i gryden. Nutidens seere ved godt, at man skal spare på fedtet, men i ny og næ skal det være tilladt at give los og måske endda også komme til at hælde et ekstra skvæt cognac i sovsen.

Det lærer brødrene Price os, samtidig med at de underholder og får mundvandet til at løbe hos seerne. Det er dejlig syndigt tv.

Og det feder ikke det mindste at se på.

James og Adam Price er lige til at spise og et appititvækkende indslag i en tid, hvor både humøret og økonomien er på skrump hos mange.

De to madører har netop haft åbningsweekend på deres nye restaurant, der ikke overraskende bærer navnet Brd. Price, og på Danmarks Radio kører deres fjerde sæson som tv-kokke. En succes, der skal være dem vel undt.

I disse krisetider er der desværre god grund til at trøstespise, og når humøret er i bund, er det opløftende at være en sulten tilskuer til brødrenes kulinariske tryllerier. De styres med let, men sikker hånd af den usynlige medvært Anders Johansen, der tidligere har stået bag adskillige finurlige programmer med makkeren Warny Mandrup, og er det ekstra krydderi, som har fået Spise med Price til at falde så velsmagende ud.

John Prices to ældste sønner er på en gang typisk danske med deres lune og selvironi, men kunne også være oplagte ofre for Janteloven.

Duoen har charme, selvtillid og bruger rigeligt med smør samtidig med, at de tillader sig at ryste franske ord ud ad ærmet, som den naturligste ting i verden. Det, som prins Henrik ikke kan slippe af sted med, lykkedes uden problemer for de to multitalenter – kapelmesteren James og Borgen-forfatteren Adam.

De viser seerne, at man ikke behøver være højrøvet for at gå op i, om ens mad er blancheret, braiseret eller har fået et vandbad. God mad handler ikke om blær, men om nydelse.

Det lærte James og Adam Price allerede som børn, hvor de ikke kun fik serveret de sædvanlige børnefavoritter som fiskefileter og frikadeller.

Mor og far havde begge travlt med skuespils-karrieren, men børnene blev opdraget til at kunne smage forskel på en knoldselleri og asparges. En holdning, som vi er flere forældre, der kunne tage ved lære af. Der findes ikke noget mad, der er forbudt for børn.

Men selv om Price-brødrene er med til at holde kvalitetsfanen høj, så er der ikke skyggen af politisk korrekthed over de to velpolstrede fritids-kokke. Heldigvis.

De to lettere overvægtige herrer behøver ikke have pegefingeren forrest, når de med et smil smider endnu et pund smør i gryden. Nutidens seere ved godt, at man skal spare på fedtet, men i ny og næ skal det være tilladt at give los og måske endda også komme til at hælde et ekstra skævt cognac i sovsen.

Det lærer brødrene Price os samtidig med, at de underholder og får mundvandet til at løbe hos seerne.

Det er dejligt syndigt tv – og det feder ikke det mindste at se på.

Det er ubærligt at tænke på, at hvis anklagerne mod den 40-årige mand fra Esbjerg holder vand, er han skyldig i at have krænket ni personer gennem 23 år.

Voldtægt, frihedsberøvelse og skamfering er blot nogle af de uhyrligheder, manden angiveligt har udsat sin datter og de øvrige ofre for.

Alle står nu tilbage med spørgsmålet: hvordan kunne det lade sig gøre? Svaret er ikke let at give, men sagen har lighedspunkter med andre misbrugssager fra nyere tid.

Den tiltalte har f. eks. flyttet kommune undervejs, og meget tyder desværre på, at det er en god taktik, hvis man har ondt i sinde. Forvirringen var i hvert fald total i Esbjerg Kommune, da landets medier tog fat i sagen.

De første meldinger gik på, at der var utilfredshed med, at politiet ikke havde informeret kommunen om sagen. Fredag stod det klart, at politiet havde givet besked, så nu lød forklaringen, at de ansvarlige blot havde glemt den opsigtsvækkende sag, da de først udtalte sig.

Det kom også frem, at Hvidovre Kommune havde gjort vestjyderne opmærksomme på, at de burde holde øje med den tiltalte, da han flyttede til Esbjerg i 2007.

-Der har været en række misforståelser hele vejen igennem, siger Hans Erik Møller, der er formand for børne-og familieudvalget i Esbjerg Kommune, til DR.

Samme Møller mener i øvrigt, at kommunen fortjener ros for at have fjernet mandens børn:

- Esbjerg Kommune handlede faktisk meget resolut og hurtigt. Børnene har nemlig været fjernet fra familien siden oktober sidste år.

Flot, men på samme tidspunkt blev manden også varetægtsfængslet og har ikke siden været til fare for andre. Større var bedriften fra kommunens side altså heller ikke. Så i stedet for at fokusere på det, der fungerer, når skaden er sket, bør vi alle fokusere intenst på, hvordan den slags sager undgås.

Der sker uhyrlige overgreb mod børn – også i Danmark. Og det er vi nødt til at handle efter. Det drejer sig ikke om, hvem der skal betale regningen – eller om, hvor meget man må blande sig i andres liv.

Det handler om små mennesker, der oplever smerte, frygt og livslang sorg, hvis de ikke bliver taget alvorligt. Staten må i højere grad træde til, hvis kommunerne ikke orker. Men alle vi andre må også blive bedre til at opfatte faresignalerne.

Psykopater kan være svære at udpege, og vi skal ikke blive en nation af Stasi-stikkere. Men vi må være fælles om at skabe de trygge forhold, som Danmarks børn fortjener at vokse op under. Børn skal vide, at de er elskede og ikke behøver at gemme forfærdelige hemmeligheder i årevis.

Et simpelt kommuneskifte må ikke længere kunne forlænge en krænkers karriere.

Oven på den ulykkelige Brønderslev-sag diskuteres det flittigt, hvem der har pligten til at tage sig af Danmarks børn, når forældrene ikke magter det. Hvem skal reagere først – politi, skole eller naboer – og skal det være stat eller kommune, som skal samle regningen op?

Den debat er langtfra ny – heller ikke på denne plads i B.T., men politikerne er ikke enige om løsningerne, selv om det er uværdigt, at vores såkaldte velfærdssamfund kan fostre så mange groteske sager – senest den i Vejle, hvor en far anklages for at leje sine døtre ud til sex.

Det er dyrt for det offentlige at passe andres børn, men ofte bliver regningen også unødigt stor, fordi der ikke bliver grebet ind i tide, eller fordi systemet ligefrem hjælper med at bringe børn til verden, selv om deres skæbne er bestemt på forhånd.

I 2006 fik et par fra Roskilde kunstig befrugtning, selv om deres psykiske problemer var medvirkende til, at barnet blev fjernet umiddelbart efter fødslen og sidste år gentog historien sig på Fyn.

Her gav det offentlige fertilitetsbehandling med den ene hånd og fjernede babyen med den anden, hvilket med et forsigtigt skøn kommer til at koste Nordfyns Kommune 600.000 kr. om året frem til barnets 18 års fødselsdag.

Lovgivningen gør, at den slags ikke burde gentage sig i fremtiden, men det løser ikke problemet med alle de andre børn, der bliver født med et journalnummer i panden i stedet for en guldske i munden.

I går kunne B.T. fortælle historien om Camilla, der er sur over, at hun har fået fjernet sit fjerde barn. Heller ingen af hendes øvrige børn, der alle har forskellige fædre, bor hos deres mor. Camilla elsker sit nyfødte barn, men sidder nu ulykkelig tilbage, mens sønnen kan se frem til 18 år som plejebarn på et ukendt antal adresser.

Brønderslev-familien havde hele 10 børn boende i skidt og møg, fordi moderen blev ved at føde børn, selv om manden var voldelig, og fordi kommunerne vendte det blinde øje til.

Hvis ikke strømmen af disse sager bliver stoppet, kommer fremtidige diskussioner ikke kun til at handle om, hvem der har pligten til at passe på børn, men også om, hvem der har retten til at få dem i første omgang. En sådan diskussion er eksplosiv, da det – i anden sammenhæng – aktuelle nazi-kort hurtigt vil blive smidt på bordet.

Med 15.000 anbragte børn bestemmer samfundet tydeligvis over borgernes afkom, men skal staten også til at bestemme over vores krop? Den debat lurer lige om hjørnet, hvis ikke Danmarks børn får det bedre.