B.T. MENER: Brødrene Price leverer varen og er et velsmagende indslag i en til tider mager hverdag
James og Adam Price er lige til at spise og et appititvækkende indslag i en tid, hvor både humøret og økonomien er på skrump hos mange.
De to madører har netop haft åbningsweekend på deres nye restaurant, der ikke overraskende bærer navnet Brd. Price, og på Danmarks Radio kører deres fjerde sæson som tv-kokke. En succes, der skal være dem vel undt.
I disse krisetider er der desværre god grund til at trøstespise, og når humøret er i bund, er det opløftende at være en sulten tilskuer til brødrenes kulinariske tryllerier. De styres med let, men sikker hånd af den usynlige medvært Anders Johansen, der tidligere har stået bag adskillige finurlige programmer med makkeren Warny Mandrup, og er det ekstra krydderi, som har fået Spise med Price til at falde så velsmagende ud.
John Prices to ældste sønner er på en gang typisk danske med deres lune og selvironi, men kunne også være oplagte ofre for Janteloven.
Duoen har charme, selvtillid og bruger rigeligt med smør samtidig med, at de tillader sig at ryste franske ord ud ad ærmet, som den naturligste ting i verden. Det, som prins Henrik ikke kan slippe af sted med, lykkedes uden problemer for de to multitalenter – kapelmesteren James og Borgen-forfatteren Adam.
De viser seerne, at man ikke behøver være højrøvet for at gå op i, om ens mad er blancheret, braiseret eller har fået et vandbad. God mad handler ikke om blær, men om nydelse.
Det lærte James og Adam Price allerede som børn, hvor de ikke kun fik serveret de sædvanlige børnefavoritter som fiskefileter og frikadeller.
Mor og far havde begge travlt med skuespils-karrieren, men børnene blev opdraget til at kunne smage forskel på en knoldselleri og asparges. En holdning, som vi er flere forældre, der kunne tage ved lære af. Der findes ikke noget mad, der er forbudt for børn.
Men selv om Price-brødrene er med til at holde kvalitetsfanen høj, så er der ikke skyggen af politisk korrekthed over de to velpolstrede fritids-kokke. Heldigvis.
De to lettere overvægtige herrer behøver ikke have pegefingeren forrest, når de med et smil smider endnu et pund smør i gryden. Nutidens seere ved godt, at man skal spare på fedtet, men i ny og næ skal det være tilladt at give los og måske endda også komme til at hælde et ekstra skævt cognac i sovsen.
Det lærer brødrene Price os samtidig med, at de underholder og får mundvandet til at løbe hos seerne.
Det er dejligt syndigt tv – og det feder ikke det mindste at se på.
Jeg har forstået, at brødrenes nye restaurant skal være et sted folk kan lide at komme, og føle sig hjemme. Som de selv antyder i artiklen, er de til eksamen hver dag.
Det vigtigste er ikke, hvad de selvglade madanmeldere mener, men hvad kunderne mener om maden. Hvis kunderne kommer igen, så kan det ikke være helt galt. Her har de to herrer selvfølgelig et problem. De er så kendte, at mange af kunderne kommer på grund af dem, og givet vil rose maden, udelukkende fordi de taler med kendte personer. Derfor, er deres problem, at adskille rygklapperne, fra, så kun de ærlige er tilbage.
Jeg forstår, hvis der et andet sted i København, sidder en nystartet restauratør, og kigger misundeligt, på den overekspornering denne nye restaurant allerede nu har fået. Hos den anden, får du måske more value for money, men det bliver aldrig kendt, og han må kæmpe for sit levebrød, i denne konkurrenceprægede branche, og så i økonomisk svære tider!
Selv syntes jeg, at det er en smule plat, at slå mønt på at de er kendte, de fordrejer konkurrencen i området! De prøver at tjene penge på deres ansigter, men pas på, kendte mennesker kan også blive slidte!