Det her er mennesker, vi snakker om. Det er skæbner, der falder ud af dagpengesystemet. Det kan få store konsekvenser for de mennesker med tvangsauktioner og familier, der går fra hinanden. Det ønsker vi ikke. Så vi skal give regeringen denne chance for at skaffe noget mere arbejde til de stakkels arbejdsløse.’

Det lyder som et citat fra et medlem af Enhedslisten. Ellers SFs hovedbestyrelse.

Men det er det ikke.

Det er fra Fredericias borgmester Kenny Bruun Olsen. Og han er fra Venstre.

Han er bare én af en række Venstre-borgmestre, der i fredagens udgave af Jyllands-Posten bakkede op om regeringens dagpengeløsning, der spænder et sikkerhedsnet ud under tusindvis af danske arbejdsløse. I strid med Venstre på Christiansborg, som er imod løsningen og mener, at det gælder om at få folk i arbejde.

Dagpengespørgsmålet har udviklet sig uhyre interessant på det sidste. Det har været et mareridt for regeringen, det er stadig et stort problem, men nu er der lys i mørket. Fordi Venstre står fast på, at folk skal skaffe sig et arbejde, om det så bliver ved kassen i Netto eller i en by 150 km væk, åbner der sig måske en mulighed for, at Socialdemokraterne kan trække vælgere tilbage til det kriseramte parti.

Holdningen til arbejdsløshed har efter alt at dømme undergået en forandring det seneste års tid, efterhånden som det er gået op for folk, at krisen er længere og dybere, end nogen havde forudset. Familier, der ikke tidligere troede, de kunne blive ramt af ledighed, er begyndt at føle, at krisen kan ramme hvem som helst. Og at det er urimeligt, at folk kan blive tvunget til at gå fra hus og hjem, fordi de mister forsørgelsen.

Det kan skabe en vis vælgerflugt fra Venstre tilbage til Socialdemokraterne.

Det er nærmest held i uheld for Helle Thorning-Schmidt. Og hos Socialdemokraterne glæder man sig over, at fokus er blevet flyttet fra, hvad regeringen ikke vil gøre for de udfaldstruede, til, hvad Venstre ikke vil gøre. Stille og roligt er det lykkedes S at få V til at rykke mod højre, først på nulvækst, så på arveafgift og nu på dagpenge, og det regnes for små sejre og skridt den rigtige vej.

I Venstres ledelse ryster man dog ikke på hånden. Her noterer man sig, at regeringen nu i panik har lavet den femte lappeløsning på dagpengeområdet, at hele formålet med den nye lovgivning er ved at løbe ud i sandet, fordi man forlænger og forlænger af frygt for vælgernes vrede, og at det oven i købet ikke redder alle. 6.000 mennesker har, selv med den nye lovgivning, været ledige så længe, at de vil miste deres forsørgelse i år.

Set i det lys er det et spørgsmål, om det er klogt at give så stor indflydelse til den tidligere skatteminister Carsten Koch (S), der både er formand for Beskæftigelsesrådet og skal have en fremtrædende rolle i dagpengekommissionen, som skal barsle med et nyt dagpengesystem i foråret 2015. For hans ideer er sikkert samfundsøkonomisk fornuftige. Men det bliver næppe lækkerbiskner til vælgerne kort før næste valg.

Socialdemokraterne må håbe på, at Venstre også til den tid anlægger en mere hård og konsekvent linje over for de ledige. Ellers ligner det den største vælgerlussing til Socialdemokraterne nogensinde.

Der er i øjeblikket midlertidigt lukket for kommentarer på BTs blogs. Redaktionen arbejder på at løse problemet, men der kan gå adskillige dage, før der igen bliver åbnet. BT beklager den manglende mulighed for at debattere.

Det kan være svært at høre og se i kakafonien af piften og megafoner, skud med vandpistoler, kritiske spørgsmål og katastrofale meningsmålinger.

Men der er sket noget med statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Indadtil har det stået på i nogle måneder, og udadtil er det sket for nylig.

På det seneste pressemøde i tirsdags kom hun med en udtalelse, der i én sætning beskriver hendes projekt, som hun ser det nu:

- Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg lod stå til eller lod være med at gøre det, jeg mener er helt afgørende for Danmarks udvikling, fordi jeg var bange for vælgerne, sagde hun.

Sammen med finansminister Bjarne Corydon og hendes nærmeste rådgivere er hun blevet enig om at gennemføre det, de mener er ’den nødvendige politik’, uanset hvor meget folk er utilfredse med den og beskylder den for at være blå. Hovedmålene er at effektivisere den offentlige sektor og skabe flere private arbejdspladser og ægte job.

Håbet er, at borgerne vil nå at se de positive effekter af den politik – primært via bedre beskæftigelse – inden næste valg. Ellers taber Thorning med sikkerhed valget. Det ved hun, hun har satset hele butikken, og det må briste eller bære.

Planen er fortsat at lave alle aftaler med Venstre, og alligevel lave finanslovsforlig med Enhedslisten til efteråret. Enhedslisten raser over, at regeringen tager fra de fattige og giver til de rige, men alligevel bliver de nødt til at skrive under – alternativet er jo værre, lyder logikken i regeringen.

Desuden håber regeringen på, at befolkningen på et tidspunkt vil blive irriterede over de manglende planer og udspil fra Venstre. I Venstre har man længe haft den holdning, at man skal vente på regeringens udspil og blot reagere på dem. Det giver ikke mening at komme med egne store forkromede forslag med to og et halvt år til næste valg. På det seneste har Venstre dog også justeret den plan: Lars Løkke skal være mere synlig og spille en rolle i alle aftaler, så han ikke ender med konsekvent at blive omtalt som én, der befinder sig i hængekøjen.

Selv om mange i den socialdemokratiske folketingsgruppe er skeptiske og vrede over, at beslutninger træffes hen over hovedet på dem, og at de må læse om nye store beslutninger på avisernes hjemmesider ligesom alle andre, har den nye hårde ledelsesstil skabt en anspændt ro i folketingsgruppen, der nu også ledes mere konsekvent og professionelt af Henrik Sass Larsen. Kupplaner er stillet i bero, og anonyme kritikere er blevet mere tavse.

I det nye nummer af det politiske magasin Ræson argumenterer professor Peter Nedergaard for, at Thorning i virkeligheden trækker S tilbage til værdierne under legendariske Thorvald Stauning, der i 1935 skaffede Socialdemokratiet 46 pct. af stemmerne. På fem områder mener han, at Thorning er blevet ’nystauningianer’: Lavere skattetryk som et socialdemokratisk mål. ’Flittiggørelse‘ af danskerne. Genvundet sans for fri næring, privat erhvervsliv og nødvendigheden af privat jobskabelse. Respekt for nødvendigheden af at have en ordentlig industriel produktion i Danmark. Samt en moderne patriotisme. Der er dog langt op til Staunings rekord på 46 pct. Pt. ligger Thorning på ca. 16.

Der er i øjeblikket midlertidigt lukket for kommentarer på BTs blogs. Redaktionen arbejder på at løse problemet, men der kan gå adskillige dage, før der igen bliver åbnet. BT beklager den manglende mulighed for at debattere.

En måned tidligere havde Helle Thorning-Schmidt holdt sin valgtale, hvor hun huskes for linjen:

- Kære partifæller, jeg vil sige det ligeud: Jeg kan slå Anders Fogh!

Læs også: Thomas Larsen: Corydon kan blive ny S-formand …

I den tale sagde hun også:

- Jeg blev, som Olof Palme, demokratisk socialist med stolthed og glæde. Jeg blev det, da jeg så, hvordan Schlüter-regeringen var fuldstændig handlingslammede over for ungdomsarbejdsløsheden, som førte så mange af mine jævnaldrende i Ishøj ud på et sidespor i samfundet.

På det tidspunkt havde S 25,8 pct. af stemmerne og 47 mandater. I dag står Socialdemokraterne i snit til 17,2 pct. eller 30 mandater. Hun har altså på otte år tabt 17 mandater.

Læs også: Analyse: Derfor skændes de i S

Ved folketingsvalget i 2007 tabte hun til Anders Fogh Rasmussen. S fik 25,4 pct. og tabte to mandater.

Men det gik strygende for SF. I marts 2008 var SF i en meningsmåling fra Zapera/MetroXpress større end S. SF stod til 20,9 procent af stemmerne mod Socialdemokraternes 20,2 procent. På dette tidspunkt var topfolk fra de to partier (Bjarne Corydon og Henrik Sass fra S og Ole Sohn og Thor Möger Pedersen fra SF) dybt involverede i at aftale et historisk samarbejde: Fair Løsning, som blev præsenteret i 2010.

De Radikale fik at vide, at der ikke ville blive ændret et komma i den plan. Især Henrik Sass Larsen var arrogant over for Vestager & co. Og det har de ikke glemt.

Ved valget i 2011 fik S 24,9 pct. og gik yderligere et mandat tilbage. Det var partiets dårligste resultat siden 1903. SF gik også tilbage fra 13,0 pct. til 9,2. Men fordi De Radikale næsten blev fordoblet, og Enhedslisten blev tredoblet, kunne Helle Thorning-Schmidt alligevel danne regering.

- Vi gjorde det, sagde hun glædesstrålende til partikammeraterne i spillestedet Vega (det tidligere Folkets Hus, red.), en af arbejderbevægelsens gamle højborge.

Hun sagde også:

- Vi vil gøre vores yderste til at leve op til jeres tillid. I har vist, I ønsker et samfund, hvor vi hver især tænker på andre end os selv. Et samfund, der er båret af fællesskab, hvor alle er med, og hver enkelt får en chance til – og én chance til, sagde hun.

Siden har hun tabt 14 mandater i meningsmålingerne. Ved forhandlingerne i Det Sorte Tårn udnyttede De Radikale klogt deres valgsejr og lagde ekstremt pres på Helle Thorning-Schmidt. Derefter fulgte en dygtig Venstre-kampagne, der skabte massiv fokus på alle Thornings og Søvndals løftebrud.

Sidste år så det i en periode ud som om, Thorning havde mistet kontrollen med partiet, og der gik rygter om, at nogle havde planer om at skifte hende ud med Mette Frederiksen – med Henrik Sass Larsens velsignelse. Men på det seneste har hun og Bjarne Corydon taget hårdt fat i rorpinden igen. Dog med den effekt, at hele folketingsgruppen føler sig sat ud af spillet, og at alle tre kaffeklubber er enige om at være uenige med Thorning og Corydon.

Fra krisemøderne i ugens løb og i går forlyder det, at mødedeltagerne spekulerer over, om Thorning ikke kan forstå deres argumenter eller ikke vil.

Under alle omstændigheder skylder Thorning 17 mandater, hvis hun vil undgå at tabe næste valg og gå af som formand.

Læs også:

• Thomas Larsen: Corydon kan blive ny S-formand …
• Analyse: Derfor skændes de i S
• Frustreret S-bagland til formanden: Lyt nu, Helle!
• Anonyme S-politikere: Det skete der i virkeligheden på krisemødet
• SF distancerer sig fra regeringens politik
• Se alle billederne: Helle Thorning-Schmidts otte stormfulde år som formand

For det første var han nødt til hele aftenen i tv at forsvare de upopulære lettelser af selskabsskatten, som fik mange til at hævde, at regeringen tager fra de fattige (via stramninger i kontanthjælp og SU) og giver til de rige (via selskabsskattelettelser).

For det andet, fordi han faktisk havde en god nyhed til danskerne, som han ikke kunne fortælle. Nemlig nye og hurtigere tog og elektrificering af hele tognettet til 27 mia. kr. i såkaldt ’nye’ penge, der kommer fra nordsøolien.

Han havde dog ikke vidst det ret længe. Men regeringen ville skille nyhederne ad. Så selv om trafikplanen kunne have skygget lidt for selskabsskatten, valgte man alligevel at lancere nyhederne på hver sin dag. Det er heller ikke klogt at lancere for mange nyheder på én gang.

Helle Thorning-Schmidt pralede for nylig i Bruxelles med, at den danske regering befandt sig i en ’reform-frenzy’ – at de nærmest gik amok i reformer. Det virkede på det tidspunkt som en overdrivelse, men i den forløbne uge er der virkelig sket noget: Kontanthjælpsreform mandag, vækstplan tirsdag og en trafikinvestering på størrelse med Storebæltsforbindelsen fredag.

Regeringen signalerer høj aktivitet, og det er tiltrængt i den samme uge, hvor Socialdemokraterne blev mindre end Dansk Folkeparti i en meningsmåling fra YouGov/MetroXpress, og SF befinder sig i en eksistenskrise, hvor mange medlemmer og vælgere mener, de skal forlade regeringen.

Det er ikke specielt SFs skyld, at pengene går rent til offentlig trafik. Det har længe været hele regeringens hensigt at elektrificere jernbanerne – det er planen, der har ligget øverst i skuffen i flere år, men der var ikke penge til det. Nu kom så chancen, da det såkaldte serviceeftersyn af økonomien i Nordsøen viste, at der var 27 mia. kr. tilovers. Der kunne faktisk have været flere, hvis den daværende erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) havde lavet en klogere aftale med Mærsk i 2003, ligesom den man har lavet i Norge. Men ikke desto mindre er trafikpakken en velkommen gave til danskerne.

Og en meget tiltrængt gave. De fleste danskere har mange dårlige oplevelser med forsinkede tog, manglende togvogne trods pladsbilletter og passagerer, der må stå op hele vejen fra Jylland til Sjælland. Det skyldes faktisk den tidligere socialdemokratiske regering, hvor daværende finansminister Mogens Lykketoft (S) i 1999 besluttede at droppe elektrificeringen af tognettet. Daværende trafikminister Sonja Mikkelsen (S) fik simpelthen at vide, at hvis elektrificeringen skulle fortsætte, var der ikke råd til tog.

I stedet traf regeringen i 2000 den fatale beslutning at hyre italienske AnsaldoBreda som leverandør af 83 togsæt til 4,5 mia. kr. De er stort set aldrig kommet ud at køre regelmæssigt.

Venstre har besluttet sig for at krtisere planen, klage over forringede vilkår for selskaberne i Nordsøen og sætte spørgsmålstegn ved, om regeringen kan være sikre på indtægterne. Den diskussion tager regeringen gerne i tryg forvisning om, at de her har fat i en vindersag, og at de færreste har medlidenhed med selskaberne i Nordsøen og deres arbejdsvilkår.

Henrik Sass Larsen ’opfandt’ Helle Thorning-Schmidt, som blev formand på afbud i 2005, da Henrik Dam Kristensen og Jan Trøjborg sagde nej tak. Så snart man begyndte at gisne om Thornings ministerliste, optrådte Henrik Sass på den centrale post som finansminister. Han blev politisk ordfører, og han blev regnet for den stærke mand og Thornings højre hånd.

Op imod valget i 2011 fik Helle Thorning-Schmidt dog større og større tillid til chefen for partiets Informations- og Analyseafdeling, Bjarne Corydon. Og kilder begyndte at snakke om, at når Socialdemokraterne kom til magten, ville der komme et nyt ’samordningsministerium’, som Bjarne Corydon skulle have. Dermed kunne finansminister Henrik Sass Larsen komme til at referere til samordningsminister Bjarne Corydon.

Idéen blev taget af bordet igen. Måske fordi det blev tydeligt, at embedsmændene ville blive rasende over den hårde politiske styring, Thorning lagde op til. Men måske også fordi Henrik Sass Larsen pludselig ikke længere var til rådighed. Han havde fået at vide, at han ikke kunne sikkerhedsgodkendes af PET på gund af forbindelser til en rocker i Køge og derfor ikke kunne blive minister. Dermed kunne Bjarne Corydon tage plads i Finansministeriet.

I oktober 2011 blev Henrik Sass Larsen fuldstændig forbigået ved uddelingen af ordførerskaber i den socialdemokratiske gruppe og måtte nøjes med posten som delegationsleder for Europarådet. I maj 2012 blev han taget til nåde igen og udnævnt til gruppeformand.

Siden da er han på rekordtid blevet ekstremt magtfuld. Så magtfuld, at det var ham, Thorning bad om at skabe ro for et par uger siden, hvor Sass i Børsen sagde, at der ikke var kupplaner mod Thorning, at formanden ikke skulle skiftes ud inden næste valg, og at der i øvrigt ikke skete noget, hvis Sass selv ikke medvirkede til det.

Internt har Sass spillet med musklerne i sommer, hvor der var et oprør på vej mod den politiske ordfører Magnus Heunicke. Nogle ville have ham skiftet ud med Ole Hækkerup, andre med Pernille Rosenkrantz Theil. Her skar Sass igennem. Heunicke blev, men det blev aftalt at uddelegere de helt store slag til Sass selv og finanspolitiske emner til John Dyrby Paulsen, erfarer BT. Hele gruppen bøjer sig for Sass’ magt.

Og da S-toppen mødtes på Thornings kontor 17. januar, var det, som beskrevet i Berlingske og BT i dag, topministrene – som også repræsenterer partiets tre fløje – samt Sass, der rådslog om hvordan, kupplanerne skulle manes i jorden.

Men det kan være et tveægget sværd. På trods af Sass’ forsikringer mistænker gruppemedlemmer ham stadig for at have forskellige andre planer – herunder at støtte Mette Frederiksen, hvis Helle Thorning må udskiftes. Sass er ifølge kilder skuffet over hendes performance siden valget. Men det er tydeligvis ikke nogen aktuel plan. Og med det flotte spinarbejde omkring EU-rabatten har Thorning både fået en tiltrængt topkarakter og vundet tid.

Mens alle snakker om Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen og problemerne for SF og De Konservative, er der ét parti, der tager det stille og roligt og ikke siger så meget, men som har det helt fint.

Det er såmænd Dansk Folkeparti, der ellers også har skiftet formand, men som har gjort det på en meget vellykket facon.

Dansk Folkeparti er jo ellers Pia Kjærsgaards opfindelse, og bare for et par år siden var der en del snak i medierne om, hvor vidt partiet overhovedet kunne overleve, hvis hun gik af. Og om den lidt stive Kristian Thulesen Dahl kunne løfte opgaven, hvis han fik overdraget faklen.

Men skeptikerne får efter alt at dømme en lang næse. Tvært imod ser det ud til, at Dansk Folkeparti kan vokse sig større og stærkere under Kristian Thulesen Dahl, end partiet var under Pia Kjærsgaard.

Naturligvis elsker alle i DF Pia Kjærsgaard, og hun har ikonisk status. Men nøgterne analyser i partiet har ikke desto mindre vist, at der også var en naturlig begrænsning for, hvor stort DF kunne blive under Kjærsgaard. Simpelthen fordi hendes kontroversielle person afholdt nogle vælgere fra at stemme på DF. Vælgere som bedre kan snuppe Kristian Thulesen Dahl, der ikke på samme måde slæber rundt på sagsanlæg om racisme og lignende.

Og DF er da også stille og roligt gået frem til 14,6 pct. i snit mod 12,3 pct. ved valget. De kan også notere en medlemsfremgang fra 10.600 for et år siden til 11.500. Men det er muligvis kun starten. Vurderingen internt er, at partiet kan vokse sig en del større og gøre store indhug i både V, S og K.

Det er nu ikke fordi Tulle, som de kalder ham internt, har en blidere udlændingepolitik end Kjærsgaard, slet ikke. Men hans profil er anderledes.

Samtidig har han givet EU-politikken en ansigtsløftning. Det handler ikke længere om stejl protest, men om et EU i flere niveauer – en politik, der lyder besnærende med et EU i krise og enorme gældsproblemer i Sydeuropa.

Mange tror, der er en rivalisering mellem partiets MEP Morten Messerschmidt og Thulesen Dahl. Internt har der aldrig været tvivl om Thulesens status, men han har klogt inddraget dygtige Messerschmidt i de overordnede beslutninger i partiet i et internt koordinationsudvalg bestående af Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen, Morten Messerschmidt og den magtfulde pressechef Søren Søndergaard.

Justeringerne foregår stille og roligt. Markedsføringsmæssigt er der nu kun en person på partiets reklameskilte, hvor der før var tre: Kristian Thulesen Dahl. Og selv om han ikke har Kjærsgaards husmoder-snusfornuft, ligner han derimod en moderne og målrettet konservativ – mere end de konservative selv gør.

En vigtig strategi er, om partiet skal gå efter en VO-regering hvis blå blok har flertal efter næste valg. Foreløbig er analysen i partiet, at det er klogest at stå udenfor. Thulesen vil ikke risikere, at partiet går for meget på kompromis med sine egne holdninger og mister sin identitet, som han mener, det er sket for SF. Så er det bedre at stå udenfor regeringen som det afgørende støtteparti.

Til gengæld vil DF ikke finde sig i, at mindre partier som K eller LA deltager i en borgerlig regering. De vil stille krav om en ren V-regering med DF som afgørende støtte. Og det vil de sikkert også kunne slippe afsted med.

2,7 pct. må partiet nøjes med. Det er tæt på spærregrænsen. Partiet, der har været vant til at være regeringsparti, er i alvorlig risiko for at uddø.

De 2,7 pct. skal ses i dette lys: Bendt Bendtsen holdt partiet stabilt på ca. 10 pct. fra 2001-08. Det var partiet ikke tilfreds med. I velmagtsdagene under Poul Schlüter var K i 1984 oppe på 23,4 pct. Da Lene Espersen tog over i 2008, forventedes hun at løfte partiet mod tidligere højder. I stedet halverede hun tilslutningen til 5,0 pct. og måtte selv gå af. Forventningen til Lars Barfoed var såmænd blot at stoppe styrtblødningen, men det er heller ikke lykkedes. Han er nu tæt på at have halveret partiet fra det niveau, Lene Espersen efterlod det på, fra valgresultatet i 2011 på 4,9 pct.

Lars Barfoed overtog et parti i dyb krise, og det kan undskylde, at han fik en dårlig start, men den undskyldning tæller ikke længere. Lars Barfoed har haft et år til at knække kurven, og det er mislykkedes fatalt.

Det er ikke fordi, de ikke har prøvet. Internt har partiet gennemgået et større udviklingsarbejde for at finde tilbage til rødderne og skabe en ny profil. Meningen var, at visionerne skulle lyse op på det konservative landsråd i september. Her forsøgte Barfoed at placere De Konservative til højre for Venstre og gøre det til Danmarks mest borgerlige parti, der konstant skal presse på for reformer, der kan gøre Danmark mere konkurrencedygtigt. De nye konservative mål handlede om at styrke den personlige frihed, øge det private initiativ og forsvare fælles nationale værdier: Færre danskere på offentlige ydelser, bedre betingelser for virksomheder, mindre bureaukrati, mere faglighed i skolen og bedre indsats mod kriminalitet. Men initiativerne druknede i pressen i et skænderi om EU anført af Rasmus Jarlov, som Lene Espersen skulle have inddæmmet, hvilket mislykkedes. Resulat: Yderligere tilbagegang.

Det er indlysende rigtigt at søge at placere K til højre for Venstre, Venstre har alligevel taget territoriet ind mod midten. Samtidig må K lancere sig som mindre egoistisk end LA og mindre fremmedfjendsk end DF. Der burde være et rimeligt vælgerklientel der. Problemet lige nu er, at Espersen og Barfoed har skabt en situation, hvor folk simpelthen ikke ved, hvorfor de skal sætte kryds ved K. Barfoeds flirt med De Radikale før valget rimer heller ikke særlig godt med at placere partiet til højre, så det er ikke underligt, hvis vælgerne er forvirrede. Samtidig ligner den nye DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, også en pæn konservativ, hvilket er en yderligere udfordring. K burde f.eks. også have reddet værnepligten. Den skalp fik DF.

Vælgerne er mere mobile end tidligere, og de færreste har lyst til at stemme på partier, det går dårligt for. Begynder det at gå galt, bliver partier nemt fanget i en dødssprial. Det gælder lige nu K og SF. Det er dog tidligere lykkedes at rive et parti ud af en sådan dødsspiral. Fra 2001-08 var De Radikale fanget i et lignende kviksand. Deres stemmer var ligegyldige, de havde for mange gamle politikere i gruppen inklusive to tidligere formænd. Alligevel lykkedes det dem at genopfinde sig selv og få magt igen. K står over for en lignende udfordring: Vind eller forsvind. Og det virker usandsynligt, at skuden kan vendes med den nuværende ledelse.

I dag vil jeg prøve at rette en smule op på det og komme med en forsinket selverkendelse.

Vi har været for hårde ved Lene Espersen (K).

Ikke bare BT, men hele pressen, vælgerne og især Det konservative Folkeparti.

Lene Espersen blev formand for partiet 27. september 2008, og måtte gå af 13. januar 2011 efter lang tids dårlig presse og stigende intern kritik.

De Konservatives håb var ellers lysegrønt som partifarven racing green, da Lene Espersen overtog formandsposten for det traditionsrige, borgerlige parti. De Konservative drømte om, at Lene Espersen kunne rykke partiet ud af Venstres skygge og hæve sig over de ca. 10 procents vælgertilslutning, som Bendt Bendtsen konsekvent lå på.

’Simply the best’ brølede ud af højttalerne, og Lene Espersen kvitterede ved at levere en fremgang til 13,8 pct. Men det varede ikke længe, før det gik galt.

Nedturen begyndte, da hun i februar 2010 udnævnte sig selv til udenrigsminister og flyttede den populære partifælle Per Stig Møller fra Asiatisk Plads til Kulturministeriet. Da lå meningsmålingerne på 11,4. Men det var først, da hun i marts tog på ferie med sin familie til Mallorca og meldte afbud til et topmøde med USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, om den geopolitiske situation i Arktis, at krisen tog fart.

Da Lene Espersen endelig i maj 2010 sagde undskyld efter 60 dages hårdt pres, var skaden sket, og meningsmålingerne var dykket til 7,2 procent. Fra da af gik det kun ned ad bakke, sagen skabte stor debat om politikeres arbejdsindsats og prioriteringer i forhold til familielivet, konservative lokalformænd krævede Lene Espersens afgang, og vælgerne flygtede. Da Espersen gav op og gik af i januar 2011, lå meningsmålingerne på 5,0 procent.

Udskiftningen af kaptajnen på broen har dog ikke hjulpet. Tværtimod. Med Lars Barfoed i spidsen fik partiet 4,9 pct. ved folketingsvalget sidste år, og selv om Barfoed håndterede forløbet omkring skatteforliget godt, hjælper det ikke et hak. Nu ligger partiets målinger omkring 3,1 procent.

Det har altså ikke hjulpet at skifte formand, og spørgsmålet melder sig, om det overhovedet gav mening at skifte Lene Espersen ud. Hendes ’synd’ – at blive væk fra mødet med Hillary Clinton – var vel overskuelig. Det var meget dumt at vente 60 dage med at undskylde, men var det nok til en fyreseddel?

I øvrigt viste det sig hurtigt, at hun rejste mere end forgængeren Per Stig Møller, men det havde ingen betydning for vælgernes bedømmelse. I øjeblikket er SF ude i en lignende øvelse, hvor formanden går af for at stoppe partiets styrtblødning, men bliver på udenrigsministerposten – foreløbig uden positiv effekt.

Pressen er gået meget hårdt til både Lene Espersen og Villy Søvndal, og internt i partiledelserne har man ikke haft is i maven. Det havde måske givet mere mening, hvis både Lene Espersen og Villy Søvndal havde droppet udenrigsministerposten, havde taget ansvar, var blevet som ledere og havde prøvet at knække kurven.

Især når partierne ikke er klar med hverken en spændende ny politik eller et fantastisk nyt formandsemne, som virkelig kan blive en stemmesluger.

Lige nu er udsigten stærkt forbedret for finansminister Bjarne Corydon. Og han kan sikkert også godt holde varmen.

Akutjob-planen har forbedret arbejdssituationen markant for ham, og hans muligheder for at lave finansforlig med enten Enhedslisten eller Venstre er stærkt forbedrede. Det er en kampesten, han har fået fjernet fra vejen.

Aftalen med Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner er dygtigt arbejde af finansministeren. Især er det genialt, at han nærmest har taget arbejdsgiverne som gidsler. Opstår der problemer med at skaffe de 12.500 job til nytår, vil arbejdsgiverne være nødt til at tale samme sag som regeringen, så de undrende borgere kan spekulere på, om de er ramt af Stockholm-syndromet – en psykisk tilstand, i hvilken ofrene for en kidnapning udvikler sympati for deres vogtere og vælger at være solidariske med dem. Det vil selvsagt være et problem for Venstre, at deres normale venner i DA pludselig står på den anden side af gærdet – uanset hvor meget Lars Løkke Rasmussen snakker om, at man ikke bliver mæt af at røre rundt i en tom gryde.

Bjarne Corydon tog selv initiativ til planen allerede i begyndelsen af september. Ifølge BTs oplysninger først med følere til Karsten Dybvad, der er direktør i Dansk Industri, men som fra 2005-10 var departementschef i Statsministeriet. Og senere med DAs direktør, Jørn Neergaard Larsen, samtidig med at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og økonomiminister Margrethe Vestager blev inddraget. At det er lykkedes at holde planerne helt hemmelige i næsten to måneder er også en kæmpe succes. Den nye SF-formand er desuden meget medgørlig, men akutjob-planen har jo også fjernet hendes største problem.

Regeringen og finansministeren er kraftigt styrket og står meget bedre i kommende forhandlinger end for en uge siden. Al snak om at vælte regeringen er forstummet, det er helt åbent, om der skal laves finanslov til højre eller venstre, og begge veje virker fremkommelige.

Johanne Schmidt-Nielsen bliver inviteret til forhandlinger først, men det er mest af høflighed. Den, der ler sidst, ler bedst. Og lige nu er der i hvert fald fifty-fifty chance/risiko for, at det ender med en Løkke-model.

Hvis det ender med en Johanne-model, vil den største udfordring for Bjarne Corydon være, at Enhedslisten vil kræve, at der gøres endnu mere for de ledige. Men regeringen vil ikke rykke sig en millimeter på hverken dagpengeperioden, genoptjeningsretten eller andre regler. De vil stå fast på, at der skal skabes job i stedet for at sprøjte penge ud til folk, der ikke bidrager positivt til samfundsøkonomien. Enhedslisten vil sikkert kæmpe for deres jobgaranti, men det har næppe heller nogen chance. Til gengæld kan nye værktøjer i stil med jobpræmien eventuelt komme i spil.

Skal det være en Løkke-model, står Bjarne Corydon over for helt andre udfordringer. Venstre vil rigtig gerne blande forhandlingerne om en kontanthjælpsreform ind i finanslovsforhandlingerne. De mener, at de penge, der kan spares på kontanthjælpen kan bruges på at nedsætte fedtskatterne, hvilket Corydon næppe kan gå med til.

En statsminister, der skriver et debatindlæg til en avis for at fortælle, at hendes mand ikke er bøsse. En erfaren tabloid journalist, der sletter de måske vigtigste samtaler, han nogensinde har optaget, fordi der ikke er mere plads på en billig diktafon til ca. 400 kr. Og en spindoktor, der ikke ved, hvem ’Helle’ er, når hun bliver omtalt i en e-mail. Helt ærligt. Det manus må vist skrives om, ville mange tænke. Men virkeligheden overgår fantasien.
I de ydmyge lokaler, som Skattesagskommissionen er blevet udstyret med i Søborg, sidder en landsdommer, en professor og en advokat og tre sekretrærer klar sammen med omkring 20 af landets bedste advokater, der er bisiddere for vidnerne. På tilhørerpladserne sidder en snes af landets bedste journalister og noterer og liveblogger på livet løs.
Alle er spændte, fordi de ved, at de muligvis står på kanten af en historisk politisk skandale. Måske ikke. 43 vidner skal afhøres. Det vil tage to år og koste et tocifret millionbeløb.
På Christiansborg siger politikerne og spindoktorerne i både rød og blå blok, at de ikke tror, sagen vil ændre noget særligt, og alle arbejder videre, som om sagen ikke er der. Men alle har en del af deres opmærksomhed vendt mod Søborg, for alle ved, at der kan springe en bombe.

Men de første to dage mindede mere om en tv-serie end om optakten til en historisk skandale.
Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard siger, han har slettet de båndoptagelser, der skulle kunne bevise, at Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt, ville lække SKATs redegørelse i Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesag til avisen.

På Facebook skrev Jan Kjærgaard fredag:

’Hvorfor sletter jeg sidst på året i 2010 de seks digitale lydoptagelser af telefonsamtaler mellem V-spindoktor Peter Arnfeldt og jeg? Fordi sagen er afsluttet for Ekstra Bladets vedkommende. Og jeg har brug for yderligere optagekapacitet til nye, aktuelle sager. Jeg er kaldt amatør, det er muligt, det må andre bedømme, men jeg indrømmer i al fald gerne at jeg ikke evner at se ud i fremtiden. Havde jeg dén evne, havde jeg naturligvis ALDRIG trykket på erase-knappen tilbage i slutningen af 2010.’
Og Peter Arnfeldt afviste blankt alle anklager fra Jan Kjærgaard. Han har aldrig tilbudt ham de ni sider, siger han. De kan ikke begge tale sandt, men det er svært at bevise noget.
På Christiansborg er statsministeren lettet over, at hun har dementeret bøsserygterne, og offentliggjort redegørelsen. Havde hun gjort det, som hun havde lovet i september 2010, kunne meget være undgået. Foreløbig er der ingen vindere. En ny meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV 2 viser, at der stort set ikke er sket nogen vælgerforskydninger, siden sagen for alvor begyndte, da Helle Thorning-Schmidt dementerede bøsserygterne. Venstre går en smule frem, S en smule tilbage.

Skattesags-kommissionen er undersøgelseskommission nummer otte i løbet af de seneste 12 år. En opgørelse fra Justitsministeriet viser, at undersøgelseskommissioner siden år 2000 har kostet mere end 175 millioner kroner. Farum-kommissionen alene kostede 59 mio. kr. Skattesagen er stadig en tikkende bombe. Men det kan også sagtens blive en fuser.