Vilhelmsen og den svære kabale

Analyse: Annette Vilhelmsen står over for sit livs svendeprøve. Hun skal sætte et hold, der skaber tillid og fremgang

SFs formand Annette Vilhelmsen har mange problemer. Et af de større er, hvad hun selv skal spille ud med i den rokade, statsministeren ventes at lave i sensommeren.

Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager tager det ifølge kilder meget tilbagelænet. ’Det er SF, der har behov for en rokade,’ forlyder det.

S har nu også behov for at forfremme Nicolai Wammen og finde en ministerpost til gruppeformand Henrik Sass Larsen, der kan give ham plads i regeringens magtfulde økonomiudvalg.

Men SF har mere travlt. Villy Søvndal skal ud, der skal findes en bedre platform til Annette Vilhelmsen og SF-ministrene skal generelt have en blødere profil, hvor de ikke blot optræder på de laksefarvede sider i morgenavisernes erhvervstillæg.

Tovtrækkerierne under regeringsforhandlingerne på Hotel Crowne Plaza på Amager om, hvilke partier der skulle have hvilke ministerposter, var ifølge kilder meget lange og besværlige og trak ud over flere dage. I dag undrer man sig i de andre partier over SFernes valg af ministerier: Skat, erhverv, vækst, handel og investering er ikke yndlingskompetencer for SF-vælgere. De ministerier blev efter sigende valgt, fordi SFerne tænkte personer før ministerier. Det var vigtigt for dem at sørge for ministerier til folk som Ole Sohn og Thor Möger Pedersen, samtidig med at de i forlængelse af ’Fair Løsning’ var optagede af at bevise, at SF ikke var håndsky over for erhvervslivet.

Nu er det derimod en tung bagage at slæbe rundt på. Erhvervsministeriet har meget tungt lovgivningsarbejde, som ikke giver medieomtale, og Annette Vilhelmsen har simpelthen brug for mere tid til at være formand. Mest sandsynligt vil hun gå efter uddannelsesområdet – enten Christine Antorinis (S) eller Morten Østergaards (R) ministerium – klima, hvor Martin Lidegaard sidder og stadig nævnes som et bud på ny udenrigsminister – eller social- og velfærdsområdet, hvilket ville gå ud over Karen Hækkerup (S). Henrik Sass (S) går ifølge kilder efter Annette Vilhelmsens Erhvervsministerium, og Nicolai Wammen (S) drømmer om Udenrigsministeriet.

Annette Vilhelmsen står på god fod med handelsminister Pia Olsen Dyhr og mener, hun har gjort det godt. Hun kan blive tilovers i et nyt Udenrigsministerium, hvor man går tilbage til kun at have en udenrigsminister og en udviklingsminister. Men hun skal forfremmes, og hun kan også være i spil til uddannelse, forskning eller klima.
Selv om det er SF, der har mest behov for en rokade snart, giver det mest mening for Helle Thorning-Schmidt at benytte lejligheden til at lave en mellemstor rokade, der omfatter alle tre partier, og som kan være opstillingen frem til næste valg.

Men for Annette Vilhelmsen bliver rokaden hendes svendeprøve: Hun skal vise, at hun formår at sætte et hold, der kan vinde vælgere tilbage til SF, genskabe tilliden i baglandet, få humøret tilbage efter mange hårde dukkerter, og samtidig fordele magten fornuftigt og ligeligt, så – næsten – alle bliver tilfredse.

2 kommentarer

  1. sofie

    Ja Wammen er en hver svigermors drøm-og et godt eksempel på en skabt politiker og mentorerne var ronkedorerne Simonsen og Knudsen.Forskellen er at Wammen er “curling”politiker.Skræmmende -der er intet liv -helt uddødt -ingen livserfaring blandt den almindelige borger -det er kun noget der læses om i politiker”pensummet”Der er helt sikkert koldt og ensomt på toppen.
    Ja, der trænger til en rokade ,og total fornyelse for hele politikervældet.Fx. kunne borgerne jo stemme om hvem der skulle være indenrigsminister osv.osv

  2. Jens Erik Jensen

    Hvem er A. Vilhelmsen??

Kommentarer er lukket.