Kommentar: Fløjmanøvre mellem Nicolai Wammen og Nick Hækkerup stjal opmærksomheden fra regeringens ambitiøse 2020-plan
Henrik Sass Larsens sensationelle comeback til toppolitik stjal en del af opmærksomheden fra regeringens ellers storstilede og vigtige 2020 plan.
Men det var ikke Sass Larsens skyld. Det skyldtes derimod en pludselig forårsmanøvre i stillingskrigen mellem partiets ambitiøse kronprinser: Europaminister Nicolai Wammen og forsvarsminister Nick Hækkerup.
2020 planen er regeringens bud på, hvordan dansk økonomi og velfærdssamfundet klarer sig gennem krisen og frem til år 2020, hvor den bl.a. lover et samlet øget arbejdsudbud på, hvad der svarer til 185.000 job.
Det er første gang, vi ser et gennemarbejdet udspil fra regeringens side, som ikke bygger oven på planer fra den tidligere regering.
Men kun ca. ti timer efter, at planen blev præsenteret, breakede nyheden om, at Socialdemokraternes fortabte søn vender hjem.
Enhedslisten var ganske vist rystede over, at den røde regering vil sende regningen for krisen til de ledige, de syge og de handicappede. Men det var dumt af regeringen at fjerne opmærksomheden fra planen, for det var lykkedes dem at skabe et dilemma for de borgerlige, og planen blev også positivt modtaget af borgerlige kommentatorer.
Men alt det druknede atter i snak om rockere i Køge, om hvad PET havde på Sass, og hvorfor han ikke kunne blive minister sidste efterår, men godt kan blive gruppeformand nu.
Grunden til hastværket skal imidlertid ikke findes i, at Henrik Sass Larsen savnede rampelyset. Men derimod at de to kronprinser Nicolai Wammen og Nick Hækkerup havde fundet dette uheldige tidspunkt til at blive enige om at trække sig som næstformænd. Hækkerup insisterede på, at det var sket præcis samtidig – ’som i synkronsvømning’.
S-kilder beskriver dog forholdet mellem Wammen og Hækkerup med et andet billede: Nemlig to biler, der kører direkte mod hinanden, hvor taberen er den, der først giver op og undviger. Begge har dog kørt utrolig langsomt i deres biler, så ingen har behøvet at undvige.
Men man skal ikke tage fejl af, at der er tale om en styrkeprøve om, hvem der skal efterfølge Thorning, og at ingen af de to har tænkt sig at køre i grøften.
Den eneste vinder i den sag er dog outsideren i kapløbet om at efterfølge Thorning, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Hun er i forvejen tættere på magtens centrum end Wammen og Hækkerup. Hun sidder i regeringens økonomiudvalg, hun har et tæt forhold til finansminister Bjarne Corydon og har faktisk også et nært forhold til Henrik Sass Larsen.
Og nu, hvor Sass Larsen får magten i gruppen, sidder Mette Fredeiksen, der i øvrigt før valget havde en centrum-venstre-alliance i gruppen med Nicolai Wammen, meget centralt placeret i magtens centrum med Thorning, Corydon, Henrik Sass, Noa Reddington og Morten Bødskov.
Henrik Sass Larsen er øjeblikkeligt trukket i arbejdstøjet. Han er kommet med en forklaring på løftebruddene, nemlig indrømmelsen af at S og SF tabte valget, mens R og Enhedslisten vandt. Og i den kommende tid vil man kunne se hans indflydelse på en meget mere offensiv måde over for Venstre. I stedet for blot at forsvare sin egen plan vil S udfodre V og krydsforhøre dem i, hvordan de selv vil løse problemerne frem til 2020.
Andreas Karker, glemmer du ikke, at to medlemmer af regeringen ikke kan være næstformand på samme tid?.
Når nu dette krav skulle opfyldes, kunne man lige så godt lave en mere slagkraftig organisation samtidig.
Som journalist burde du vide, at Sass i flere måneder, har været involveret i gruppens strategier, og det, at han straks trækker i arbejdstøjet er noget sludder. Det er vist Jer journalister der skaber konspirationsteorierne.
Hvordan kan det være, at enhver form for intern konkurrence især i Socialdemokratiet partout skal kaldes “fløjkrig” og udlægges som noget skadeligt. At der er konkurrence om topposter er vel sundt i enhver organisation.