Lars Barfoed tilbage til start

Samme dag som Lars Barfoed blev kåret som ny formand for De Konservative, 14. januar i år, hed forsiden på B. T.: ‘ Henriette Kjær udskrev gummicheck til svigermor’.

Dengang lå meningsmålingerne omkring 5,5 pct. Nu ligger de omkring 3,3 pct., og De Konservative nærmer sig spærregrænsen.

For helt lukkede døre er partiet i fuld gang med en overlevelseskamp, der handler om at genop-finde sig selv og rejse sig af asken.

Men Lars Barfoed er på den hårdeste opgave for en toppolitiker i lang tid. Projektet er vanskeligt, og de såkaldte personsager omkring Henriette Kjær og Lene Espersen er en del af årsagen, erkender konservative kilder.

Da Lars Barfoed for første gang for alvor mødte pressen som ny formand på Marienborg, side om side med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), skulle de præsentere tilbagetrækningsreformen under sloganet: ‘ Vi kan ikke låne os til velfærd’.

Lars Barfoed blev nærmest til grin, da journalisterne blev ved med at spørge ind til hans politiske ordførers overbelånte villa og domme som dårlig betaler i stedet for partiets ellers saglige politiske budskaber. Det var ekstremt irriterende for Lars Barfoed . Og samtidig med at han forsvarede Henriette Kjær udadtil, var han inderst inde godt klar over, at hun måtte væk hurtigst muligt.

Lars Barfoed tog over efter Lene Espersen, der havde halveret partiet i meningsmålingerne efter sit afbud til mødet i Arktisk Råd, hvor hun kunne have mødt Hillary Clinton – en brøler, hun var 60 dage om at undskylde. Og Henriette Kjær, der som både gruppeformand og politisk ordfører reelt havde styret partiets daglige drift sammen med Lene Espersen, var dagligt midtpunkt i nye skandaler om store lån og falske underskrifter.

Internt lyder vurderingen, at det var de mange negative artikler om Henriette Kjær og hendes mand, fallenten Erik Skov Pedersen, der – kombineret med den negative opmærksomhed omkring Espersen – bevirkede, at De Konservative ikke gik frem i meningsmålingerne, da de skiftede formand, hvilket man normalt ville forvente.

Sat på spidsen kan man sige, at hvis Henriette Kjær-sagen ikke havde været der, ville Lars Barfoed sandsynligvis have kunnet levere en lille fremgang på et par mandater.

Og så ville Lars Løkke Rasmussen være statsminister i dag.

Lars Barfoed bidrog dog sandsynligvis også selv til nedturen under valgkampen. Meget fornuftigt begyndte han forsigtigt at udstikke en ny kurs – væk fra Dansk Folkeparti og en tilnærmelse til de populære Radikale.

Men Lars Barfoed begik en brøler, da han lavede et stort fællesinterview med Margrethe Vestager uden at have rådført sig med centrale personer i den konservative ledelse som Brian Mikkelsen og Benedikte Kiær. De fik morgenkaffen galt i halsen ligesom mange andre, da de vågnede op til en Berlingske-forside, hvor Barfoed og Vestager trykkede hånd på en lille bro i romantisk solskin. De havde nok hørt noget om et interview, men det var bestemt ikke meningen, der skulle være tale om fælles fotografering og håndtryk.

Initiativet ramte ved siden af, fordi det var uklart, hvad K og R skulle samarbejde om, og det blev opfattet som meget tættere og mere bindende, end det var meningen. Barfoed ville blot signalere, at der var et andet flertal på midten, hvor man kunne undgå DF. En mulig ny midterakse i dansk politik.

Interviewet gavnede kun Vestager og sendte endda nogle flere konservative vælgere over til hende.

Efter valget er De Konservative gået i gang med en hård og opslidende proces med at finde deres identitet og en ny vej fremad.

Internt er der et stort arbejde i gang med at finde tilbage til Konservative-Classic, de oprindelige værdier og dyder. Ledelsen snakker med store dele af baglandet og beder om input til , hvad der er partiets sjæl og vigtigste eksistensberettigelse.

Den nye ledelse holder også møder med konservative koryfæer som Palle Simonsen og Poul Schlüter, der også har mulighed for at komme med gode råd.

Samtidig er partiet i gang med at skrue et nyt politisk program sammen, som skal offentliggøres næste efterår.

I processen kigger De Konservative misundeligt på De Radikale, som har vendt en årelang nedtur uden indflydelse til at blive den stærkeste magtfaktor i dansk politik lige nu. Det er en omstilling af samme karakter, De Konservative står overfor, og den kan blive lang og smertefuld.

7 kommentarer

  1. T. Frederiksen

    Sat på spidsen kan man sige, at hvis Lars Barfoed ikke havde afsløret sig som skabsradikal, og Lars Løkke Rasmussen ikke havde lagt afstand til Dansk Folkeparti for naivt at satse på en VKR-regering med støtte fra DF, ville Det Konservative Folkeparti sandsynligvis have kunnet levere en lille fremgang på et par mandater.

    Så havde vi ikke haft Helle Thorning-Schmidt som statsminister i dag.

    Helle Thorning-Schmidts regering er til gengæld kommet godt fra start, så det varer nok ikke længe, før hun selvsikkert kundgør:

    “Jeg kan slå José Manuel Barroso”

    Så der er trods alt håb forude for Det Konservative Folkeparti – og Lars Barfoed.

  2. S. Jensen

    Jeg tror ikke at Barfoed kan vende partiet, at partiet er undervejs med et nyt program kan ikke undre nogen, i lang tid op til valget kom der den ene useriøse proklamation efter den anden i tide og utide, så der er nok ingen der gider lytte til flere forslag, i starten af Euro krisen kom Barfoed med et forslag om en snarlig Euro afstemning, mage til manglende politisk tæft skal man lede længe efter.

  3. B. Nielsen

    Det Konservative Folkeparti er en død sild. Partiet har ingen politik og ingen af de folkevalgte i partiet har nogen som helst positiv profil. De kan kunne takke »simply the best Lene Espersen« for at de nu ligger som konen i muddergrøften.

  4. Benn Nielsen

    Havde de hos de konservative udvist lidt solidaritet med Lene Espersen, var de aldrig havnet hvor de er nu.

    Hendes eneste brøde var, at hun lod Lars Barfoed møde til et helt igennem ligegyldigt arktisk møde. Selv med de begrænsede evner Barfoed siden har vist, var det jo en ren bagatelsag, men i partiet trives de lange knive, og så blev Lene Espersen dolket og udskiftet til fordel for en, der var dum nok til at tro på de radikales løfter om samarbejde hen over midten.

  5. Hansen

    Det kan da ikke undre, at de Konservative står/ligger nær spærregrænsen. Parfume sælgeren Brian Arthur er da en katastrofe. Den eneste konservative jeg har respekt for, er Connie Hedegaard.

  6. J. Hansen

    Havde de konservative ikke lagt dansk folkeparti på is, og havde de mere solidarisk bakket op om VKO, så havde de konservative i dag ikke været så ydmygende helt til rotterne. Lars Barfoed er ikke en mindre katastrofe end Lene Espersen. Partiet trænger til helt nye kræfter. Rasmus Jarlov er vist den eneste jeg kunne finde på at give min stemme, men ham satte de konservative taburetklæbere jo helt ud i kulden.

  7. T.Sørensen

    De konservatives største problem er de konservative vælgere der ikke længere eksisterer. Jeg selv faldt fra under Kylle,Rylle og Pylle samt Bent betjent og Brian. Alle politiske letvægtere. Siden er mange konservative seniorer enten døde, har solgt virksomheden eller lige som jeg fået nok af den ukonservative ageren af ikke mindst Kylle,Rylle og Pylle. Det blev alt for meget. Barfoed får ikke min stemme. Aldrig.

Kommentarer er lukket.