Philip Gould er død, 61 år gammel. Og hvad så, tænker du nok. Men selv om navnet ikke ligefrem er velkendt, har Philip Gould haft stor betydning for engelsk politik – og dansk.
Gould, der var Tony Blairs læremester i moderne politik, har nemlig også fans i Danmark. Og to af dem hedder Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.
Når man læser den tidligere britiske premierminister Tony Blairs erindringer, er det slående, hvor tit han kommer ind på sine politiske grundregler, der er udviklet sammen med Gould, og som hverken er klassisk borgerlige eller socialdemokratiske, men en blanding: Hård borgerlig økonomi og retspolitik. Og blød socialistisk holdning til den offentlige sektor, socialpolitik og uddannelse.
Labour var et britisk arbejderparti i sørgelig forfatning, da Tony Blair overtog det i 1994. Partiet havde helt mistet kontakten til arbejdervælgerne. I 1980’erne gik Labour til valg på skatteforhøjelser, nationalisering af store virksomheder, udmeldelse af EF og afvæbning af den britiske hær. Men arbejderne var blevet middelklasse og var ikke interesseret i socialisme, de ville bare leve et bekvemt liv i et moderne velfærdssamfund.
Philip Gould, Alastair Campbell og Peter Mandelson påbegyndte en fuldstændig omkalfatring af partiet, mens Tony Blair løsnede forbindelsen til fagbevægelsen. Med en omfattende brug af fokusgrupper spurgte Gould vælgerne om deres holdninger, og ud af disse undersøgelser opstod et nyt program, der var så omfattende, at det var relevant at give partiet et nyt navn, New Labour. Ud over politikken, der både rykkede til højre og venstre, var nogle af kodeordene enkle budskaber, fokusgrupper, kontraktpolitik, designerpolitik og spindoktorer. Undersøgelser viste, at løfter blev meget bedre modtaget, hvis de var overskuelige, og især hvis man samtidig forklarede, hvordan man ville finansiere dem. Det interne mantra var: ’Dem, som aldrig vil stemme på dig – glem dem. Dem, der altid vil stemme på dig – glem dem. Dem, der vil overveje at stemme på dig – brug alle dine kræfter her’.
Blair vandt en jordskredssejr ved valget i 1997, og Philip Gould dokumenterede Labours forandring i bogen ’Den ufærdige revolution’.
’Hårde, konkrete og målbare løfter, der i realiteten er en bindende kontrakt med vælgerkorpset,’ lød en af Goulds opskrifter på, hvordan en udfordrer snupper regeringsmagten fra et parti, der har siddet på magten længe.
Og den sætning var understreget med rød kuglepen i den udgave af bogen, som Anders Fogh Rasmussen læste i sommeren 1999. Fogh havde fået bogen af Søren Pind, og den blev hurtigt fyldt med røde streger og æselører.
Venstre var på mange måder i samme situation som det britiske arbejderparti. Partiet skulle moderniseres og i kontakt med midtervælgerne – det skulle væk fra oppositionsbænkene og blive et naturligt valg for middelklassen. Folk skulle ikke være bange for at Venstre kun var et parti for de rige.
- Jeg er fuld af beundring for Blair, erklærede Fogh, da han i 1999 – som nyvalgt Venstre-formand – var i audiens i Downing Street.
Fogh fik succes med en hård politik over for kriminalitet og indvandring, samtidig med at han lod den offentlige sektor vokse med 70 mia. – til det højeste niveau i danmarkshistorien.
Men Philip Gould har også været i Danmark i 2007 og snakke med Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt. Nu var det hende, der skulle trække midtervælgerne over – og berolige dem med, at S og SF ikke var farlige socialister. Der er ikke kun en rød tråd i hendes politik, men også en blå. Og SF synes at have læst Gould lige så grundigt. De har givet køb på store dele af deres politik for at please midtervælgerne og komme til magten.
Helle Thorning-Schmidt har oven i købet en direkte linje til de britiske spinkonger:
- Jeg har ikke brugt deres rådgivning i min formandsvalgkamp. Men jeg kender dem, jeg kan ringe til dem. Efter jeg er blevet valgt, har jeg fået en mail fra Mandelson og sms’et med Alastair Campbell. Jeg kender ham og hans familie – vores børn kender hinanden, så i virkeligheden er det en lidt anden relation, vi har. Men vi taler da også politik, sagde Helle Thorning-Schmidt, da hun var blevet formand.
Philip Gould er død. Men hans ånd lever. Også i det danske statsministerium.
Fogh fik succes med en hård politik over for kriminalitet og indvandring, samtidig med at han lod den offentlige sektor vokse med 70 mia. – til det højeste niveau i danmarkshistorien
Og resultatet ser vi i dag !
Sjovt nok stormer V frem i meningsmålingerne, fordi SSFRE prøver at lappe sammen på danmarks historiens mest håbløse årti.
Man vil have den ledelse tilbage for at løse problemer, der er skabt af selvsamme ledelse !
Et bizart fænomen !
Steglich-Petersen 13. November 2011 kl. 10:45. Lappe sammen? Det er da en vits. 5 mia. ekstra skatter og afgifter – ikke til at lappe, men til ekstra udgifter!
Benny: At “genopdage” VKO til at håndtere krisen svarer stort set til at man indsatte Stein Bagger til at redde Amagerbanken !
At venstre nu nærmest fanges ind i de danske hjerter igen, skal måske nok også ses i lyset af den opstart ny regering fik doneret til sig selv, samt den skinbarlige virkelighed, at nogle højtrangerede politikere, står med hovederne i gabestokken, fordi folket har nøglen til samme, og det forsvar, der måske kunne smække sandhederne på bordet, opfører sig som møl over et bål, lyset tiltrækker, men heden afskrækker.
England kan godt bære titlen alene, hvor deres regering i perioder har formået at sætte engelske hjerter i kog, og når de gode går, uden at efterlade nævneværdig arv, så skal der tænkes selvstændigt, for at køre forretningen videre.
Blair opsnappede, at kagen kunne pyntes igen, og spises, fordi vælgere er ligesom får, der holder et vågent øje med, hvor de andre render hen.
Virkeligheden her i den danske muld, ser anderledes ud, fordi man bruger ufatteligt meget tid på at skubbe mistankerne foran sig, og derved sikre muligheden for at sænkne farten, når lampen lyser rød, så lyset bliver svagere.
De klare udmeldinger omkring skatter og afgifter, fordeling af goder, samt grundlovstruende krav, de flyder som skidt fra en spædekalv, men når skuffen skal tømmes for de evigt hængende mistroiske fortidsfænomener, enkelte politikere sejler rundt i, så er det alles kamp mod ale, ingen vil bruge tid på den oprydning, fordi ingen rigtigt ved, hvem der har gjort hvad.
Fodfæstet, som skal sætte aftrykket, står stadigt hen i det uvisse, kærligheden til Venstre blusser op, og ny regering får klø, så avisernes debatsider gløder, gad vide hvor mange uenigheder der skal til, for at støbe blot en enkelt enighed.
Visdommens træ har ikke flere æbler, de har ædt dem alle, det blev de ikke klogere af. Janne.